Galleri Vognporten åbner ny udstilling fra søndag 12. august

MARIAGER: Oven på en mindeværdig og varm højsommer bliver det søndag 12. august tid til en ny udstilling i Galleri Vognporten i Mariager.

Fra 12. august og frem til 22. september vil det være kunstneren Gitte Buch, der udstiller i galleriet i Rosernes By, og alle er velkomne til ferniseringen 12. august, hvor man også kan møde kunstneren og nyde et lille glas.

Gitte Buch er født i 1954 i Vestjylland og opvokset på Samsø. Hun flyttede til Langeland i 1984, hvor hun var med til at etablere Kunsthøjskolen i Magleby, hvor hun bl.a. underviste i billedkunst og ikonmaleri, og siden 1999 har maleriet været hendes hovederhverv.

De senere år har hun især arbejdet med kirkeudsmykninger, fortrinsvis i det sydfynske.

Hun er desuden en ofte benyttet foredragsholder og ikonmaler og er medforfatter til bogen "At skrive en ikon".

- At male er for mig undersøgelse, refleksion, nærvær. Motivet er jorden, vandet, landet, erindringer, spontane brudstykker fra vandringer på øer, fragmenter af naturen, fund fra stranden og markerne - udsat for kærlig ophøjelse. Jeg ser spor og ruter, stier og veje, forbindelser og strømme - og udvalgte objekter, der for mig bærer symbolet på større sammenhæng mellem steder, skæbner, tider, tro og tilfældigheder, fortæller Gitte Buch bl. a. om sin kunstneriske virke, som hun fortsat udfolder med fast base på Langeland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...