Mariagerfjord Kommune går med i en landsdækkende kampagne, der skal få farten på vejene ned

MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune vil styrke indsatsen mod fartoverskridelser på vejene. Derfor er kommunen gået med i den landsdækkende kampagne ”Sænk farten - bare lidt” i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik.

- Vi skal passe på hinanden i trafikken, men desværre bliver der kørt for stærkt mange steder i kommunen og især på Nordre Ringvej ved Hobro, Rostrupvej nord for Valsgård og Randersvej syd for Hobro. Derfor sætter vi vejkantplakater op på de udsatte strækninger, som forhåbentlig minder bilisten om at lette foden fra speederen - og samtidig koncentrere sig om at køre bil, når man kører bil, siger udvalgsformand for Teknik og Miljø, Jørgen Hammer Sørensen.

I 2018 var hastigheden en medvirkende faktor i 47 procent af dødsulykkerne i Danmark, viser ulykkestal fra Vejdirektoratet.

Og det er ikke kun de meget høje hastighedsoverskridelser, der giver ulykker på vejene. I 62 procent af de dødsulykker, hvor der er for høj fart involveret, var hastighedsgrænsen overskredet med mindre end 20 km/t. Så de små fartoverskridelser koster altså også mange liv, skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

I en undersøgelse, som Promonitor har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i 2018, siger 30 procent af de danske bilister, at de altid, ofte eller sommetider kører 100 km/t på en strækning, hvor de kun må køre 80 km/t.

Høj fart er ikke alene farligt, men skaber også utryghed blandt de familier, der bor ved veje, hvor der bliver kørt for stærkt. Derfor modtager mange kommuner og politiet hvert år henvendelser fra borgere, som er utrygge og ønsker fartsænkende tiltag eller et besøg af politiets fotovogne.

- Mange bilister kører på erfaringen og har ikke tidligere oplevet, at farten i sig selv er en trussel for trafiksikkerheden. Men den dag de pludselig skal bremse op, har hastigheden afgørende betydning for, om der sker en ulykke, og hvor alvorligt udfaldet bliver, siger seniorprojektleder Michelle Laviolette fra Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen kører uge 36, 37 og 38.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...