FODBOLD: Hobro IK og Handelsgymnasiet Mariagerfjord i samarbejdsaftale

HOBRO: Fire af talenterne på Hobro IK’s U19-hold er i øjeblikket er ved at tage en HHX på Handelsgymnasiet Mariagerfjord.

De og deres ligesindede får i fremtiden væsentligt bedre muligheder for at kombinere fodbold og skolegang.

Det sker, efter at Hobro IK og Handelsgymnasiet Mariagerfjord netop har underskrevet en samarbejdsaftale.

Fodbolddrømme

Den giver bedre rammer for elever, der vil tage en ungdomsuddannelse samtidig med, at de dyrker sport på elite- eller talentniveau.

- Det er drømmen at få en professionel fodboldkarriere.

- Men hvis det ikke lykkes, er det også vigtigt for mig at få en uddannelse.

- På Handelsgymnasiet Mariagerfjord får jeg nu mulighed for begge dele, og det er vigtigt, fremhæver Jonathan Lund Poulsen.

Han indgår som et af de fire HIK-talenter, der i øjeblikket har sin gang på Handelsgymnasiet Mariagerfjord.

Samarbejdsaftalen

Den nye samarbejdsaftale giver blandt andre elite- og talentfodboldspillere i Hobro IK mulighed for at deltage i morgentræning, samlinger og turneringer, uden at det går ud over skolegangen.

- Det er vigtigt for os som fodboldklub at skabe gode rammer for de talenter, vi har i vores fold.

- Det indbefatter også skolegangen.

- Derfor er vi rigtig glade for at have fået en samarbejdsaftale med Handelsgymnasiet Mariagerfjord på plads, siger Lars Justesen, der er talentchef i Hobro IK.

Som en del af samarbejdet udpeger Hobro IK en kontaktperson, der har ansvaret for kommunikation mellem klubben, spilleren, forældrene og handelsgymnasiet.

Erstatningsundervisning

Det spiller sammen med, at Handelsgymnasiet Mariagerfjord tilbyder en mere fleksibel undervisning for fodboldtalenterne.

- Vi tilbyder erstatningsundervisning for de timer, fodboldtalenterne går glip af, når de er til morgentræning eller væk for at spille turneringer.

- Noget af undervisningen vil være med en lærer, og noget kommer til at foregå virtuelt.

- Dermed sikrer vi, at de kan følge deres uddannelse på linje med de andre elever på skolen, fortæller Anette Skovlykke Nielsen, der er afdelingschef på Handelsgymnasiet Mariagerfjord.

Fravær

Samarbejdsaftalen indebærer også, at Hobro IK og skolen er i kontakt, hvis en spiller forsømmer skolearbejdet eller har meget fravær.

Det giver mulighed for at samarbejde om en løsning for eleven, hvor skolearbejdet ikke bliver nedprioriteret.

Hobro IK har i forvejen indgået en lignende samarbejdsaftale med Mariagerfjord Gymnasium.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...