To kontante fondsbevillinger har sikret klubben fire lette kulfiber årer og 15 oppustelige og ergonomiske sikkerhedsveste

HOBRO: To kontante håndsrækninger tidligere på året har gjort det maritime friluftsliv lidt sjovere, mere spændende, mere sikkert og fysisk lettere at håndtere end hidtil for navnlig ældre roere i Hobro Ro- og Kajakklub.

Først trådte Veluxfonden til med midler fra fondens Aktive Ældre program.

Pengene rakte til indkøb af fire kulfiber årer til erstatning for de noget tungere træårer i inriggerbådene.

Veluxfonden og Trygfonden

Ud på sommeren udløste Trygfondens program Respekt for Vand 15 nye oppustelige, lette og ergonomisk korrekte sikkerhedsveste til erstatning for nogle af de gamle, slidte og lidt klodsede redningsveste, klubben hidtil har rådet over.

Det lettere materiel betyder, at flere af klubbens ældre roere fortsat kan komme på vandet tirsdag morgen.

Her mødes klubbens populære seniorfællesskab for at dyrker glæden ved rosporten og de fælles naturoplevelser på fjorden.

Inriggerroning byder på en social og samtidig meget effektiv motion, som inspirerer dig til at holde krop og sind i form og bidrager til at holde alderens skavanker fra døren.

Det gode tirsdagsfællesskab

Tirsdagsfællesskabet for inriggerseniorer hos Hobro Ro- og Kajakklub er i dag så populært, at det løbende tiltrækker nye seniormedlemmer, som ikke tidligere har roet.

Den øgede tilgang medfører et vedvarende behov for, at klubben råder over tilstrækkeligt materiel og udstyr til målgruppen.

Stor var glæden derfor, da klubben i sommer sikrede sig støtte fra Trygfondens program og de 15 nye og langt smidigere sikkerhedsveste.

- Bevillingerne fra Veluxfonden og Trygfonden bidrager til klubbens ønske om, at så mange roere som muligt kan fortsætte med at dyrke rosport så længe som muligt, siger Rikke Falck fra Hobro Ro- og Kajakklub.

Kvaliteten ved at en stærk kerne af ældre gavner begge veje,

- At kunne fastholde ældre roere i klubben gavner ikke kun livskvaliteten for de ældre selv.

- De udgør samtidig en stor og vigtig ressource for hele klubben, fremhæver Rikke Falck.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...