MEDEJER: Brian Bruun Christensen har købt sig ind i Hobro-firmaet

HOBRO: Brian Bruun Christensen har med virkning fra årsskiftet købt sig ind hos Lillegården El A/S, og bliver en del af ledelsen.

- Jeg blev udlært hos Lillegården El for 25 år siden.

- Så jeg er rigtig glad for at vende tilbage, fortæller Brian Bruun Christensen.

Han er uddannet el-ingeniør, og siden han forlod virksomheden, har Brian Bruun Christensen arbejdet hos blandt andre Rambøll, Knauf Koncernen og Glaseksperten.

De to seneste jobs arbejdede han som fabrikschef med fokus på produktion, optimering og ledelse.

Bevarede kontakten

- Siden jeg forlod Lillegården El har jeg fortsat haft kontakt til medejer Jan Justesen, og jeg luftede engang overfor ham, at jeg gerne ville tilbage til virksomheden på et tidspunkt.

- Det tidspunkt var så nu, hvor jeg også fik mulighed for at købe mig ind i virksomheden, fortæller Brian Bruun Christensen.

- Jeg skal være med til at videreføre den vækst og positive udvikling, som Lillegården El har været igennem de seneste mange år.

- Da jeg forlod virksomheden for 25 år siden var der vel godt 10 ansatte.

70 medarbejdere

- I dag er det tal oppe på medarbejdere.

- Det er den positive udvikling vi skal fortsætte med i fremtiden, og det skal blandt andet ske gennem fokus på nye markedsområder, lyder det fra Brian Bruun Christiansen.

Hos Lillegården El A/S er de glade for at byde Brian velkommen tilbage.

- For en virksomhed som vores handler det om løbende at styrke vores kompetencer og samtidig være åben for nye markedsområder.

- I den strategi passer Brian perfekt ind, og vi er glade for at han er kommet med om bord igen, fortæller Jens Bjørn, der sammen med Henrik Vraa Andersen og Jan Justesen udgør den øvrige ledelse.

Lillegården El A/S har hovedkontor i Hobro og afdelinger i Klejtrup og Aarhus.

Brian Bruun Christensen bor i Hobro sammen med hustruen Line og pigerne Emilie og Maja.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...