27-årige Line Knudsen var den stille og uengagerede pige i skolen. Men tiden på VUC gav hende nye kræfter på livet

HOBRO: Line Knudsen var en stille pige, der sad bagerst i klasseværelset og spillede tetris. Hun frygtede at hendes faglige evner var utilstrækkelige, hun oplevede en manglende familiær opbakning og støtte til uddannelse, hun var uengageret og gad generelt ikke at gå i skole. Men tiden på VUC ændrede hende, og i dag læser hun til sygeplejerske. Forleden kom hun forbi HF&VUC NORD i Hobro for at fortælle sin historie.

Line Knudsen, der i dag er 27 år, var inviteret tilbage til sin gamle skole for at fortælle om sit forløb på VUC. I dag er hun i fuld gang med sygeplejerstudiet. Hun brænder for sin uddannelse - og for at hjælpe andre mennesker - og hun ser frem til at blive færdiguddannet om blot halvandet år. Engagementet er stort, karakterne er gode og hun elsker at lære noget nyt hver eneste dag. Men sådan har det ikke altid været:

- Jeg har aldrig været speciel glad for at gå i skole. Jeg tog dog en HG i sin tid, og begyndte også i lære i en skobutik her i Hobro, men allerede efter en måned sagde jeg op. Det var ikke mig, og jeg vidste, at jeg skulle noget andet. Jeg vidste bare ikke, hvad det skulle være, siger hun og fortsætter:

- Jeg begyndte i stedet for at arbejde på Aalborg Universitetshospital i rengøringen, og der fik jeg snuset til sygeplejerskefaget. Det ramte noget i mig, men jeg var alligevel tilbageholden, for jeg vidste jo godt, at netop den uddannelse krævede, at man var god til matematik og kemi. Og det har altid været de to fag, jeg har haft sværrest ved, fortæller Line Knudsen.

Men en dag fik Line samlet mod til sig. Hun ringede til VUC og sagde, at hun gerne ville tage en hf – og at hun ville i gang med det samme. Engagementet dalede dog, da hun igen var tilbage på skolebænken:

- Jeg kom ligesom bare ind i mit gamle mønster. Jeg mødte ikke op til alle timerne, og når jeg gjorde, så sad jeg nede bagved og spillede tetris. Jeg var usikker, og troede ikke på mine egne evner til at gennemføre uddannelsen. Mine karakterer det første år afspejlede da også min indsats og de var bestemt ikke imponerende. Det fortryder jeg faktisk stadig den dag i dag, siger hun.

Heldigvis fik Line Knudsen vendt skuden, og det sidste år som hf-kursist på VUC gennemgik hun en stor faglig og personlig udvikling.

- Måske gik det op for mig, hvad målet var. Jeg endte i hvert fald med at blive super glad for at gå her. Det takket være gode undervisere, og de mange venskaber, jeg fik knyttet og som stadig holder i dag. Og langsomt fik jeg altså også troen tilbage på mig selv. Jeg slap tankerne om, at jeg ikke kunne – og jeg lod være med at sammenligne mig selv med mine klassekammerater. Det hjalp helt vildt. Og pludselig var jeg bare en anden. Jeg begyndte at komme i skole, engagerede mig i timerne og så kom de gode karakterer jo også, siger hun.

I 2016 blev Line færdig med sin hf og fortsatte derefter på drømmeuddannelsen. I dag læser hun til sygeplejerske og er ikke et sekund i tvivl om, at det er det rette valg:

- Jeg er landet præcis der, hvor jeg skal være. Jeg er i mit rette element. Men havde det ikke været for VUC, så tvivler jeg på, at jeg var nået hertil, slutter Line Knudsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...