Frivillige har været med til at skaffe midler til ny juleudsmykning

OUE: Så kom der alligevel lys over Oue - til at gå den rigtig mørke tid i møde.

Også de små landsbyer gør nemlig, hvad de kan for at pynte op og give glæde.

Oue bys juleudsmykning var efterhånden blevet en lille snes år gammel - fremstillet af frivillige med tilskud fra Landsbyfonden i den gamle Arden Kommune.

Derfor var tiden moden til ny gran og nye lyskæder.

Frivillige gik derfor i gang med at skaffe midler til ny juleudsmykning.

Det krævede et beløb på cirka 20.000 kroner - og det andragende blev hørt af Sparekassefonden Hobro Fonden, som tilmed gav et tilskud til at juleudsmykke byens lille kulturhus - Rosengårdcentret.

Tak til de frivillige

Selv har frivillige i byen håndteret at påsætte ny kunstig gran og etablere nye lyskæder i samtlige ophæng i byen og ved centret.

Og hele herligheden kunne herefter indvies første søndag i advent, hvor også pavillonen i Anlægget tog sig julepyntelig ud.

- Vi har fået en flot juleudsmykning igennem byen samt i byens anlæg til glæder for alle, og sammen sang vi julen ind, før æbleskiver og gløgg blev serveret for de voksne, og børnene kunne nyde deres juleslik, fortæller ildsjæl Bente Hansen, Oue.

- En stor tak til alle, som har ydet en indsats, for at vi kan holde dette adventsarrangement i hævd og samtidig være stolte over at opleve en hyggelig flot pyntet landsby, kvitterer Bente Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...