Diesellokomoti M 5 undervejs mod Mariager. Privatfoto: Søren Jakobsen

Damplokomotiverne bliver parkeret på et "sidespor", når MHVJ viser materiellet frem

MARIAGER: Varmebølgen over Danmark, den knastørre natur og forbud mod åben ild får de frivillige hos Mariager-Handest Veteranjernbane til at ændre lidt på planerne, når der på søndag 12. august holdes "Den Store Togdag".

- Vi har desværre ikke måttet køre med damplokomotiver i juli måned på grund af den knastørre natur, og vi tror ikke, at det gældende forbud mod dampkørsel bliver ophævet inden Den store Togdag. Derfor har vi "møbleret" lidt rundt, så de planlagte damptog i stedet fremføres af vort store røde diesellokomotiv M 5. Alle de mange annoncerede særtog køres naturligvis som planlagt på dagen, siger Jan Eriksen.

I tidsrummet mellem kl. 9:00 og 16:15 afgår der ikke færre end otte tog fra Mariager station i retning mod Handest. Fire ordinære tog fremføres af banens gamle røde dieselelektriske lokomotiv M 5. Dagens øvrige tog køres af banens tre gamle Triangel-motorvogne bygget i årene 1924, 1937 og 1939.

- Så selv om vi desværre ikke kører med damp på Den store Togdag, så holder vi alligevel både dampen og engagementet oppe, siger Jan Eriksen.

Som sagt ingen tog med "ild i", men til gengæld kørsel med iltog! - Det er tog, der kun standser på True station og ellers er gennemkørende. Dagen slutter af med, at en af Triangelmotorvognene fremfører Iltoget Ommersyssel fra Handest kl. 16:40 med ankomst i Mariager kl. 17:25. En så omfattende køreplan betyder også krydsninger på den enkeltsporede jernbane. Som den eneste veteranbane i landet, har veterantogene mulighed for at "komme forbi hinanden undervejs", nemlig i True, som er banens faste krydsningsstation. Her regerer stationsmesteren, og det er ham, der er ansvarlig for, at dagens mange togkrydsninger afvikles korrekt.

Publikum skal dog ikke snydes for damplokomotiverne denne dag. Begge lokomotiver fra h.h.v. 1909 og 1928 holder udstillet ved perronen på Mariager station. Her er der mulighed for et besøg i førerhuset og se, hvordan sådanne gamle damp-kæmpe er indrettet

- Normalt er der ikke adgang i førerhuset, men nu er chancen der for at få et indblik i en spændende og anderledes arbejdsplads, siger Jan Eriksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...