Til august går Henrik Damsgaard på pension efter 42 år som lærer i dansk og billedkunst på gymnasiet i Mariagerfjord

HOBRO: - Her hænger en lille serie fra friformningsholdet. Og herhenne har vi tegneklubbens udstilling!

69-årige Henrik Damsgaard viser begejstret de nyeste værker fra hans billedkunstelever på Mariagerfjord Gymnasium, hvor han har undervist i ikke færre end 42 år.

1. august i år går han på pension, og som en særlig afsked til gymnasiet har han skabt en udstilling med 28 af hans egne tegninger og malerier i kridt, akryl og akvarel under navnet "Farvel og tak".

- Jeg er ikke så meget for at stille mig op og holde tale, så det her bliver min egen måde at sige farvel og tak på, forklarer Henrik Damsgaard, der i mange år har været en produktiv kunstmaler.

Billedkunstelever

Et par af billederne har han allerede solgt til sine kolleger.

- Det er en god anledning til også at vise både dem og ikke mindst mine billedkunstelever, hvad jeg selv går og laver, siger Henrik Damsgaard.

- Jeg har brugt en del tid på dem de sidste par år. Motiverne stritter i mange retninger, men det kommer sig af, at jeg har endevendt kunsthistorien igen og igen de sidste 40 år, smiler han, der i årenes løb har undervist flere hundrede elever i dansk og billedkunst.

Husker ansigter

- Jeg kan genkende dem øjeblikkeligt, når jeg ser dem. Men ind i mellem må jeg tilstå, at jeg ikke kan huske navnet.

Især har han været glad for at undervise på HF.

- Den der blandede skare har jeg altid godt kunne lide.

- Og så har jeg haft den glæde at undervise de visiterede hf-klasser i frivillig formning.

- De er personligheder mange af dem, siger Henrik Damsgaard.

Pensionisttilværelsen vil han bruge til at gøre endnu mere ved den kunst, han forelskede sig i under sin opvækst i Silkeborg.

Vaccineret med Jorn

- Jeg glæder mig faktisk. Selv om jeg har nogle gode kolleger, så ser jeg frem til at få mere tid til at male. Jeg vil gerne prøve kræfter med de lidt større kunstmarkeder og se, om jeg kan finde et publikum uden for lokalområdet.

- Ikke fordi jeg har en forventning om, at jeg skal have mit store gennembrud.

- Jeg er for gammel til at drømme om at blive berømt.

Som dreng havde Henrik Damsgaard fri adgang til det lokale museums samling af Asger Jorns kunst.

- Når jeg gik tur, parkerede jeg hunden uden for museet.

Så jeg er i den grad blevet vaccineret med Jorn, smiler Henrik Damsgaard, der nævner Jorn og Picasso som sine store idoler.

- Det bliver et kæmpe savn

Når Henrik Damsgaard takker af til august, må gymnasiet vinke farvel til en ildsjæl.

Den 69-årige gymnasielærer har involveret sig i et hav af ting uden for klasselokalet.

Han var med til at igangsætte gymnasiets musical op gennem i 1980’erne, i 14 år var han skolens kommunikationskonsulent, han har flere gange udstillet på skolens vægge, og senest har han etableret en klub for tegneinteresserede elever efter skoletid.

- Han er bestemt en ildsjæl. I mange, mange år har han haft en kreativ finger med i meget af det, der er foregået på gymnasiet. Han har jo blandt andet været med til at sætte musicalen i værk og også bakket meget op om musikmiljøet.

- Det bliver et kæmpe savn, når han stopper, siger kollegaen, vicerektor Søren Munthe.

Henrik Damsgaards udstilling "Farvel og tak" kan ses frem til 29. juni.

Der er fri adgang i gymnasiets åbningstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...