En halv million kroner i gave fra Elrofonden har givet kunstbaneudvalget blod på tanden, og nu søger man andre lokale fonde

MARIAGER: Når vinteren stunder til, foregår alt boldspil i Mariager inden døre.

Og langt fra alle fodboldspillere vender tilbage, når foråret melder sin ankomst.

Det problem vil man gerne have løst en gang for alle hos Mariager Idrætsklub (MIK)

Står det til det lokale kunstbaneudvalg, spiller MIK derfor på kunstgræs, allerede når det kolde efterår 2019 igen byder spillerne at forlade de tunge og smattede græsbaner.

Kunstgræsbanen skal placeres på det eksisterende træningsområde øst for klubhuset, og den kommer til at fylde 111 gange 74 meter svarende til godt 8200 kvadratmeter.

Skal det ambitiøse mål nås, har udvalget ingen tid at spilde.

Mellem fire og fem millioner

En kunstgræsbane koster nemlig typisk mellem fire og millioner kroner at anlægge - afhængig af placering og valg af kunstgræs leverandør.

Lidt billigere løsninger er også mulige nu om dage.

På lige fod med andre af kommunens klubber på kunstgræsfærd har MIK fået stillet en fiffy fifty-ordning med Mariagerfjord Kommune i udsigt.

Forstået således, at hvis klubben selv kan samle halvdelen af beløbet, spæder kommunen til med den anden halvdel.

Og for nylig gav Elrofonden den lokale klub et fortrinligt afsæt ved at bevilge en halv million kroner.

- En fantastisk start, Elrofonden dermed har givet os.

- Nu er vi i gang med at søge flere lokale fonde, fortæller Christian Markussen fra MIK Kunstbane udvalg.

Uden at skulle låne penge

Han forventer også, at klubben vil tage en snak med sponsorer og måske sætte andre pengeynglende arrangementer i værk i klubregi.

- Målet er at nå en 100 procents finansiering, uden at klubben optager lån.

For at det skal lykkes, så er MIK meget afhængig af velvilje fra Mariagerfjord Kommune, lokale sponsorer og fonde, understreger Christian Marcussen.

Og Mariager IK’s fodboldafdeling med godt og vel 250 medlemmer arbejder på at få en kunstgræsbane til byen.

Til gavn for mange

Den skal være til gavn både for klubbens egne spillere, men også til gavn for Mariager Skole, Mariager Efterskole og andre mulige brugere i og omkring Mariager.

Fodboldklubberne i Assens, Skrødstrup, Spentrup og Pushus har vist interesse for at leje banen, og det samle antal brugere anslås til et sted mellem 400 og 500.

Christian Marcussen siger om projektet:

- Vi vil meget gerne kunne tilbyde udendørs fodbold hele året og derved bedre at kunne fastholde spillere igennem hele sæsonen.

- Vi har igennem mange år set, at de unge spillere stopper når det bliver vinter og ikke kommer i gang igen, når fodboldtræningen går i gang til foråret.

- Og kunstgræsbanen skal opbygges så fleksibel som muligt for derved at øge antallet af mulige brugere.

Attraktive vilkår hele året

- Ønsket er at sikre de bedste rammer og attraktive vilkår og udfoldelsesmuligheder hele året for alle brugere og derved være med til at skabe bedre lokale levevilkår.

- Og vi vil rette stor fokus på en løsning med et minimum af vedligehold, kvalitet og på at sikre miljøet, lyder det fra kunstbaneudvalgets talsmand.

Banen skal som nævnt udføres som 111 gange 74 meter kunstbane og mærkes op med hvide linjer til en fuld banestørrelse på 105 gange 68 meter.

Kloge kvadratmeter

”For at tænke kloge kvadratmeter ind i banen” skal den markeres, så der både kan spilles 8 mands fodbold og 11 mands fodbold.

Det resterende græsområde skal rumme to eller tre fem mands baner.

Desuden anlægges et mindre boldrum, så trænerne ikke fra gang til gang skal slæbe bolde og kegler.

Og et lysanlæg sikrer, at der også kan trænes og spilles bold om aftenen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...