13. juli kan du besøge snesevis af boder i den brostensbelagte museumsgård

MARIAGER: 13. juli fyldes den brostensbelagte museumsgård i Mariager igen med handel og fest, når Mariager Museum afvikler sin traditionsrige sommerfest.

Snesevis af boder åbner med gammeldags varer. Der fremstilles og sælges forskellige slags husflid som strik, filt, flet samt håndlavede smykker, og lokalarkivet og museumsforeningen inviterer indenfor til fortællinger og rundvisning.

Efter man har smagt på de søde sager og snust rundt blandt de mange kræmmerboder, vil der blandt andet være mulighed for se fåreavler Jan Rasmussen klippe får, køre en tur i hestevogn eller kigge ind hos Mariager Lokalarkiv og få en snak med forfatter og lokalhistoriker Henrik Bugge Mortensen.

Dagen arrangeres i samarbejde mellem Nordjyllands Historiske Museum og Mariager Museumsforening – et samarbejde som museet er meget glad for.

- Det er Mariager Museumsforening, som har lavet en stor del af arbejdet med at arrangere sommerfesten, og der er gjort et stort stykke arbejde for, at alle gæster får en dejlig dag, siger museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lykke Olsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...