Drømmen om at prøve sig selv af blev realiseret, efter at Martin Gaardsted havde besejret en svær kræftsygdom

HOBRO: I mindst 15 år har jeg drømt om at prøve mig selv af som iværksætter af et eller andet - uden lige at vide hvad, og hvor jeg ville kunne fungere bedst.

- Om det skulle være sko, kaffe eller noget helt tredje.

- Nu har jeg så fået en ny chance her i livet, og så skal drømmen om at være selvstændig leves ud, siger 46-årige Martin Gaardsted, nyslået direktør for rekrutterings- og vikarbureauet Komplex ApS i Hobro.

Den ”nye chance” vender vi tilbage til.

At iværksættertrangen hverken landede på sko eller kaffe, men på at skaffe ledige - og i visse tilfælde beskæftigede på udkig efter nye udfordringer - et vikariat i en virksomhed, er ikke tilfældigt.

Komplex, kunde og kandidat

Som tidligere regionschef i Nordjylland for det landsdækkende bureau Medarbejderne kender Martin Gaardsted branchen særdeles godt.

Komplex formidler kontakt mellem jobsøgende (kandidater) og firmaer, der her og nu har brug for en kvalificeret vikar i et kortere eller længere tidsrum.

- I dag sender jeg eksempelvis en mandlig kandidat ud i et fire måneders vikariat efterfulgt af en fast ansættelse.

- Og i morgen gælder det en kvinde, som en enkelt dag skal hjælpe til hos en klovbeskærer, så spændvidden i opgaverne er stor, anfører Martin Gaardsted.

Kandidaterne aflønnes på samme overenskomstmæssige vilkår som øvrige medarbejdere i virksomheden - med adgang til ferieløn, pension og øvrige goder - som gælder på stedet.

At nogen lukker døren op

Oven i den pris lægger Martin Gaardsted sit salær.

Og med nu 200 kandidater i kartoteket siden premieren i september og en vækst på halvanden kunde (virksomhed) i gennemsnit om ugen ligner det en godkendt start for Komplex.

- Ledige har af og til brug for, at nogen lukker døren op og giver dem et kærligt skub i den rigtige retning. En del har oplevet at få mange afslag og møde lukkede døre, og det tærer på selvtilliden.

- De døre kan vi gennem vores netværk åbne, idet vi jo forlods tager en personlig samtale med kandidaterne, trykker dem lidt på maven - og selv mærker efter i egen mave, forklarer Martin Gaardsted, der også besøger arbejdspladser for at se, hvordan de griber tingene.

Sælger, garder og Nato

Med ”vi” refererer han ud over sig selv til Therese Skærlund - ligeledes med en fortid hos Medarbejderne og nu ansat som chefkonsulent i Komplex.

- Therese er en ørn til at finde de rigtige kandidater til kunderne, lyder direktørens skudsmål.

- Og vi mærker tydeligt, at vi er kendte ansigter og vel også ret vellidte i området.

- Som mangeårig sælger kender jeg rigtig mange mennesker i Hobro. Jeg har solgt håndværktøj til tømrere, kemi til autoværksteder og fejemaskiner til beboerforeninger.

Og jeg kan godt lide at rode mig ind i frivilligt arbejde og være med, hvor det handler om at skabe noget forandring - som i Hobros ungdomsudvalg på et tidspunkt, hvor alle de gode talenter smuttede til Randers, Aalborg eller Viborg.

- Eller i det musikudvalg, som finder navne til Ambufestens torsdagskoncerter, forklarer Martin Gaardsted.

Sådan var det ikke i 1999, hvor han og hustruen flyttede til Hobro efter forudgående fem år som ansatte i Natos hovedkvarter i Bruxelles - for Martin Gaardsteds vedkommende med afsæt i Livgarden.

Uden at kende Hobro

- Vi kommer begge fra Struer, men efter at have bevist over for os selv, at vi kunne klare os i udlandet, havde vi ikke lyst til at vende tilbage til fødebyen, så vi gik efter at prøve noget helt nyt.

- Hobro med kuperet terræn, nærhed til fjorden, som vi var vant til i Struer, og en fin placering mellem flere større byer lignede et rigtigt valg.

Og det var det. Hobro er virkelig min by, føler jeg.

I januar 2017 tog Martin Gaardsteds liv en drejning.

Det, som efter længerevarende smerter i mave-regionen lignede udposninger på tarmen, som kunne behandles med penicillin, viste sig ved en efterfølgende skanning at være kræft.

Men chefkirurgen havde på en konference observeret en svag skygge i den øverste del af scanningsbilleder.

En ny scanning og prøver afslørede kræft i bugspytkirtlen.

- En hård melding at få. Og ved samtalen fredagen før den planlagte operation om mandagen fik jeg den besked, at hvis de med operationen ville komme for tæt på de store blodårer, ville de bare lukke mig igen.

Det var alt andet end mit livs sjoveste weekend, husker Martin Gaardsted.

Opereret i 12 timer

Operationen varede hele 12 timer.

Lægerne fjernede alt, hvad de kunne - bugspytkirtel, galdeblære, milt, tolvfingertarm, halvdelen af mavesækken og støvsugede 26 lymfer for mulig spor af kræft.

- Den chefkirurg var knusende dygtig, og hans mission var tydeligvis at redde mig. Han er virkelig min skytsengel, og jeg har hans navn - Sarunas - tatoveret over mit operationsar, betror en taknemmelig Martin Gaardsted.

Krisen kostede ægteskabet, men den fine relation - også til sine tre sønner - har han bevaret.

En ”god makker” fra netværket - Søren Kristensen, som driver Norfolk Erhvervsrengøring - kom forbi og tilbød sig som finansiel fifty/fifty partner for at skubbe Martin Gaardsted i gang.

Herefter blev Komplex fostret.

Positivt livssyn

- I dag har jeg det rigtig godt - vel vidende, at jeg måske ikke bliver så gammel, som jeg kunne blive før.

- Jeg har til tider brug for mere hvile end før, og at bugspytkirtlen er væk betyder, at jeg har sukkersyge - må stikke mig selv med insulin og tage piller, hver gang jeg spiser, så fedtet kan nedbrydes.

- Men jeg føler virkelig, at jeg har fået en ny chance.

- Jeg vil leve, have det sjovt, nyde livet, og jeg elsker et godt stykke kød med rødvin til.

- Og hvad jeg selv har lært, bruger jeg også, når jeg har samtaler med kandidaterne:

- Selv om I har haft det skidt, er det vigtigt, at I bevarer det positive livssyn - og det vil jeg gerne hjælpe jer med, tilbyder Martin Gaardsted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...