21-årige Martin Lindberg Velling, Hobro, genvandt sit danske juniormesterskab i standardplov - og var bedst af alle

HOBRO: Bare 21-årige Martin Lindberg Velling fra Hobro må være Danmarks bedste konkurrencepløjer på standardplov.

Egentlig er Martin juniorpløjer, men ved DM i pløjning for i Vendsyssel forleden sluttede han for andet år i træk bedste af alle - unge som garvede.

Han fik flere point end nogen anden modstander, og med det flotte resultat har Martin Velling kvalificeret til VM 2019 i USA.

Målet kunne jo være at forbedre den 11. plads, Martin høstede ved VM i Stuttgart tidligere i år.

Sådan pløjer de

Konkurrencepløjning foregår både i stubjord og i grønjord.

I hver kategori vurderes pløjerne ud fra 12 vekslende faktorer på en skala fra 1-10.

Pløjeren med den højeste samlede score vinder.

Det er blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning, der vurderes.

De små marginaler er afgørende, når ploven skal indstilles, og det har Martin Lindberg Velling tydeligvis styr på.

Suveræn i årevis

Allerede som 18-årig slog han til og vandt det nordiske mesterskab for juniorpløjere - en bedrift Martin gentog året efter.

Dengang fortalte han til Hobro Avis, at han havde svejset et ekstra stykke hjemmekomponeret muldplade på sin plov.

- Derved trykkes jorden noget hårdere, så man kan gå oven på uden at mærke, at jorden er pløjet.

- Og når du sår, kan du køre over med traktoren uden at lave spor og lægge frøene, som de skal.

- Sådanne detaljer gør en forskel, når der dystes om det sidste afgørende halve point.

- Dommerne kigger meget på, om furen tager sig ensartet ud, ligger lige og er pænt afrundet.

- Hvis ikke linjerne mellem fugerne pløjes snorlige, kommer man også til at køre tilsvarende skævt under såningen, lød forklaringen for tre år siden fra Martin Lindberg Velling.

Flot DM-arrangement

Siden har han vundet masser af ny hæder.

Den gode stemning ved DM og NM sidste weekend i Vendsyssel skyldtes et flot arrangement fra Landbo Ungdoms side.

DM var i det hele taget meget stærke juniorer i standardklassen, idet også nummer to, Andreas Thorsager, ville have taget andenpladsen i seniorrækken.

Martin Lindberg har ikke sine evner fra fremmede.

Martins far, Peter Lindberg Nielsen, fik nemlig sølv både ved de danske og nordiske seniormesterskaber for standardplov.

Hos veteranerne (classic) blev Morten Ravn Kjærgaard, Havndal, mester.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...