Klejtrup Musikefterskole sendte to rytmiske grupper med 11 bands og en klassisk gruppe af sted

Tre dage med 21 koncerter og en samlet distance på 1161 kørte kilometer.

Jo, Klejtrup Musikefterskole havde i den grad travlt på en hektisk forårsturné

To rytmiske grupper med 11 bands og én klassisk gruppe har i løbet af de tre massivt belagte dage spillet 21 koncerter og kørt pænt over 1000 kilometer ad jyske lande- og motorveje.

Øredøvende jubel

Turnéen havde som erklæret mål at underholde og inspirere elever på en række skoler, patienter og pårørende på Skejby Sygehus og gæster i kulturhuset Dokk 1, Musikhuset og spillestedet Vox Hall, alle beliggende i Aarhus.

Det lykkedes til fulde.

Ved den store finalekoncert på Vox Hall mødtes de tre turnerende grupper og optrådte på skift i et fire timer langt program.

Musikerne var knivskarpe efter den koncentrerede turné, og publikum kvitterede med øredøvende jubel.

Det var crowd control på den hyggelige måde

- Eleverne nød både turné og finalekoncert i fulde drag, fortæller Stine Tikjøb Andersen og Kristoffer Krogh, som begge går i 10. å på Klejtrup Musikefterskole.

- Lige inden turnéens start havde vi fået en masse undervisning i, hvordan vi skal være på scenen for at få publikum til at synge, klappe og danse med.

Spillede for syge børn

Det virkede, og det var vildt fedt, for det gjorde jo, at vi slappede mere af og selv havde en fest, forklarer Stine, som er rytmisk sangerinde.

Kristoffer Krogh, der spiller klassisk klaver, oplevede sit personlige højdepunkt på turnéen, da han var med til at spille i Familiehuset ved Skejby Sygehus:

- Det var faktisk rørende, idet vi spillede var nogle meget små børn, som havde været ret syge.

De lyttede og var glade for, at vi kom og spillede, kunne man se.

- Vi havde øvet hårdt op til turnéen, så det var en rar forløsning - og noget, jeg lærte en masse af, mindes Kristoffer.

Fællesskab betyder alt

Fællesskabet betyder alt for en forårsturné som denne, og begge elever synes, at turnéen var et af efterskoleårets bedste oplevelser - helt på højde med holdets rejse til Ghana tidligere på foråret.

- Det er helt trist, at det er overstået. Det betyder en masse, at vi er fælles om det hele.

- Alle hjælper med at stille op, lave lyd, spille og pakke ned. Det er hårdt, men en stor oplevelse, siger Stine Tikjøb Andersen, der stiler efter at komme på MGK sangskriverlinjen, som forberedelse til konservatoriet.

Musik, musik og musik

Kristoffer kan efter sommerferien se frem til fire års kombineret musikalsk studieforløb og gymnasial uddannelse på Sankt Annæ Gymnasium i København.

Han er helt enig med Stine:

- Når trætheden melder sig efter dagens anden koncert, og der stadig er én tilbage på programmet, så betyder det alt at have gode venner at læne sig op ad.

- Vi havde det vanvittigt hyggeligt sammen på turnéen, konkluderer han med et kæmpe smil.

Klejtrup Musikefterskole nær Hobro tilbyder sine elever op til 16 lektioners musikundervisning om ugen.

Musik er således hverken et linje- eller valgfag på Klejtrup Musikefterskole - musik ER Klejtrup Musikefterskole.

Skolen har plads både til begyndere og kommende professionelle.

- Men det er i sagens natur et krav, at lysten til at spille eller synge er til stede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...