PINEFULDT: Dyr risikerer at blive viklet ind i affald og få en pinefuld død på grund af menneskers skødesløse omgang med affald

HIMMERLAND: Et dådyr var viklet så voldsomt ind i et reb, at det risikerede at blive kvalt.

Heldigvis blev det reddet, da en fotograf ringede 1812, og en Falck-mand kom dyret til undsætning.

Desværre er det efterhånden ikke usædvanligt at finde dyr, der er fanget i eksempelvis dåser, plastikbeholdere eller ringe fra sodavands- og øldåser.

Det oplever Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 alt for ofte.

Tit betyder det en regulær dødsdom for de mange vilde danske dyr, som det går ud over.

Langsom og smertefuld død

- Når dyrene vikles ind i affald, kan de både blive forhindret i at indtage føde eller komme til at hænge fast i andre ting på grund af det affald, de er viklet ind i.

- Og fasthængende dyr får ofte en langsom og smertefuld død, fortæller biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen.

- Rester af mad og drikke i emballage lokker dyr til.

- Selv om et dyr kan få hovedet ind i en dåse eller plastbeholder, kan det ikke nødvendigvis få det ud igen.

Fiskeliner, snor og net

- Pindsvin kan sidde fast i plastholdere til sixpacks, og fugle vikles ind i fiskeliner, snor og net af alle slags.

- Bare små stykker plastik kan ødelægge dyrs mave- og tarmsystem, advarer Michael Carlsen.

Nogen henholder sig åbenbart til, at andre jo på et tidspunkt bare samler affaldet op for synderen.

Mange bortforklaringer

- Bortforklaringerne er mange.

- Men sagen er jo, at der ikke findes nogen undskyldning for at belaste naturen med affald.

- Det har intet med genbrug at gøre at efterlade plastik og andet affald i naturen.

- Selv hvis du ikke kan se en skraldespand i nærheden, kan det jo aldrig være et argument for at smide det på jorden.

Ansvaret er dit. Du har er ansvarlig for at skabe et stykke affald.

- Derfor skal du også selv sørge for, at det ender sikkert i en skraldespand, fastslår Michael Carlsen.

Selv om rigtig mange danskere synes, at det er forkert at smide affald i naturen, beviser mængden af affald i naturen, at en stor del af os bare ikke efterlever vores egen holdning.

Respekt for naturen

- Derfor har vi brug for, at vi opdrager hinanden til at have respekt for natur og dyreliv, opfordrer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Organisationen hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...