Mer Service på Fynsvej 8, der servicerer ejedomme med rengøringsopgaver, har udvidet med webshoppen Click2buy.dk

HOBRO: Hobro virksomheden Mer Service på Fynsvej 8 i Hobro forsøger sig nu med webshoppen Click2buy.dk.

Starten har været lovende.

Webshoppen, der rummer et stort udvalg udvalg af kontorartikler og rengøringsmaskiner, forsøger så at sige at gøre sig bred inden for måtteservice, græsslåning, vinduespolering, trappevask og rengøring.

Selve Mer Service navn udspringer netop som en forkortelse af serviceområderne - måtteservice, ejendomsservice og rengøring.

Udfylder et tomrum

- Vi vurderer, at der i Hobro er opstået et tomrum, efter at Plusoffice lukkede.

Der manglede en butik med et stort udvalg af kontorartikler og rengøringsartikler til erhvervslivet, forklarer Marianne Kristensen, der driver virksomheden sammen med partneren Johnni Kristensen.

- Vi har arbejdet med idéen et stykke tid, og det endte altså med at blive en kombination af en fysisk butik og en webshop, fortæller Marianne.

Med fokus på erhvervsrengøring og måtteservice har Mer Service eksisteret siden 2003.

Webshop ansvarlig

Virksomheden er både stiftet og indehaves af Marianne og Johnni Kristensen, der ofte har nye idéer på tegnebrættet.

Ud over at være webshop råder Click2buy.dk over en fysisk butik på Fynsvej.

Til arbejdet med webshoppen har virksomheden ansat Trine Juul Nørbech Poulsen.

- Jeg kommer fra tøjbranchen, hvor jeg blandt andet har administreret en webshop med børnetøj.

- Men her skulle jeg være med til at bygge det hele op fra bunden, samtidig med at det primært var business-to-business.

- Det er en stor, men også meget spændende opgave med 809 varenumre og en rigtig positiv feedback på de sociale medier.

På alle måder et drømmejob for mig - spækket med udfordringer, fremhæver Trine Juul Nørbech Poulsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...