KUNST: Kunstetagerne forlænger udstillingen Ansigt til Ansigt

HOBRO: Med forlængelsen af udstillingen ”Ansigt til ansigt” frem til og med 29. februar forlænges også ophængningen af portrætter fra Hobro Kunstsamling.

Forlængelsen giver samtidig mulighed for at tilbyde en ekstra omvisning, som finder sted torsdag 6. februar.

Her vil fokus være på portrætter fra Hobro Kunstsamling.

- Vi skal se Kai Lindemann og Frithioff Johansen, som begge malede fine, indlevede portrætter.

- Vi skal se psykologiske og surreelle portrætter af Jørgen Boberg og Hans Henrik Lerfeldt og modellerede buster af Bjørn Nordahl.

- Alle fem kunstnere trækker på portrættraditionen, som den strækker sig århundreder tilbage i tiden, annoncerer dagens guide, kunstfaglig medarbejder, Anne Lie Stokbro.

Omvisningen er som sædvanligt gratis.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...