Velgørenhedsarrangement vender tilbage på lørdag i Aarhus

HOBRO: 600.000 kroner til indiske gadebørn.

Sådan lyder målet for dette års "charity dinner" for Lisbeth Johansen og hendes indiske organisation Little Big Helper.

Efter en pause på to år vender velgørenhedsarrangement lørdag 16. juni tilbage til Aarhus, hvori Comwell Aarhus og Centralværkstedet indgår.

Stifter af Little Big Help, Lisbeth Johansen, der voksede op i Hørby Skoleby, arbejdede som salgsdirektør i hotelbranchen.

For 10 år siden kvittede den nu 44-årige kvinde sin internationale erhvervskarriere til fordel for arbejdet blandt fattige gadebørn i Calcuttas slum.

Hun stiftede Little Big Help, og det er den organisation, velgørenhedsmiddagen med koncert og anden underholdning samler penge ind til hos de sponsorer, som deltager.

Udsatte børn og kvinder

Entreindtægterne går til Little Big Help, der arbejder med udsatte børn og kvinder i Vestbengalen for at sikre deres basale rettigheder.

Hver dag giver den direkte støtte til over 600 børn og kvinder og indirekte til mere end 1000 familier.

Little Big Help driver et børnehjem for drenge, et for piger, skoleforberedelseskurser for slumbørn og flere tilbud med erhvervsuddannelse til kvinder.

Behovene i Indien er enorme med 260 millioner, der lever under fattigdomsgrænsen, op mod 400.000 gadebørn og mange flere, der er tilknyttet et liv på gaden.

Ud over at få indsigt i indiske gadebørns livsvilkår kan gæsterne se frem til en akustisk intimkoncert med Stine Bramsen og Nicklas Sahl krydret med rørende gospelsang fra Joyful Voices.

Der vil være auktion over donerede genstande under ledelse af Peter Beck fra Bruun Rasmussen Auktioner i Aarhus og aftenens konferencier er skuespiller Rasmus Hammerich

Alle kunstnere optræder gratis for at støtte op om gallaen.

Gallaer samler millioner

Sponsor og ambassadør for Little Big Help, Karina Lind, samler trådene til arrangementet.

- Gæsterne kan glæde sig til en festlig, underholdende og meningsfyldt aften på Centralværkstedet i Aarhus, hvor maden, vinen og underholdningen vil være i top.

Kombinationen med en spændende auktion over donerede genstande og fortællinger om indiske gadebørns forhold vækker stor interesse hos virksomheder, som benytter anledningen til at invitere partnere eller kunder med til en storslået og uforglemmelig aften

- Og vi behøver ikke have dårlig samvittighed over, at vi føler os underholdt og hygger, alt imens vi samler ind til de, der ikke er så privilegerede.

Stort set alt til vores "charity events" er doneret.

- Netop her adskiller vi os en del fra andre velgørende organisationer, hvor store dele af indtægterne går til at dække omkostningerne.

- For vores arbejde er det utroligt vigtigt, at vi kan holde store velgørenhedsevents, og vi er dybt rørte over at Centralværkstedet og Comwell Aarhus har sagt ja til at støtte op om Little Big Help, kvitterer Karina Lind.

"En fantastisk sag"

Gennem årene har Little Big Help holdt otte succesfulde velgørenheds gallaer i København to flotte charity dinners i Aarhus. Sammenlagt har de 10 arrangementer givet 8,2 millioner kroner til udsatte børn og kvinder i Indien.

Flemming Poulsen, hoteldirektør for Comwell Aarhus, siger:

- Vi er super stolte over samarbejdet med Little Big Help. Det er en fantastisk sag, og et kæmpe stykke arbejde der udføres gjort i organisationen.

Den gode sag falder samtidigt helt i tråd med Comwells holdninger til også at være en socialt ansvarlig arbejdsgiver. Vi glæder os, siger Flemming Poulsen.

Daglig leder i Centralværkstedet, Henriette Eli Petersen, sekunderer:

- Alle børn på kloden fortjener en tryg opvækst med retten til skolegang og uddannelse, som kan tage dem videre her i livet Personligt har jeg fulgt Little Big Help’s arbejde siden første spadestik og selve grundlæggelsen, hvor jeg mødte Lisbeth Johansen i København.

- Lisbeth har hjertet på rette sted. Hun har udført et imponerende og passioneret stykke arbejde for de indiske gadebørn i Kolkata og senest også for kvinder i Vestbengalen.

- Hun høster meget stor respekt herfra, og det bakker vi naturligvis gerne op om, siger Henriette Eli Petersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...