Vito Hammershøy-Mistrati spillede 72 kampe i Hobro-trøjen

Tilbuddet fra Randers FC var for godt til at takke nej.

Så nu spiller Vito Hammershøy-Mistrati for konkurrenterne i laksestaden.

Hobro IK’s midtbane styrmand var da heller ikke med i holdets sidste træningskamp inden superligapremieren mod AGF.

- Med tanke på, at Vito jo havde kontraktudløb næste sommer, så synes vi, at vi har fået et attraktivt økonomisk tilbud fra Randers FC, og det har vi valgt at sige ja til, begrunder sportschef Jens Hammer Sørensen.

Afløser fra egne rækker?

- Men vi har dygtige spillere i vores nuværende trup, som kan tage over for Vito, forsikrer sportschefen og nævner klubbens de to unge spillere - Mikkel M. Pedersen og Christian Cappis - henholdsvis af lokal æt og fra USA.

- MP er en dejligt boldfast spiller, der måske ikke er helt så kreativ som Vito, men han kan bringe meget af det samme.

- Og i Cappis har vi en virkelig kreativ spiller, der måske så har nogle andre mangler.

- Men de skal have muligheden, siger sportschefen til Nordjyske Stiftstidende.

- Samtidig holder vi, som altid, også øje med mulige forstærkninger til truppen. Men det er vigtigt, at vi er tålmodige og grundige i den proces.

- Vi forhaster os ikke, pointerer Jens Hammer Sørensen.

27-årige Vito Hammershøy-Mistrati blev hentet til Hobro IK fra FC Helsingør i sommeren 2017 - i øvrigt sammen med midtstopperen Rasmus Minor.

Venner for livet i Hobro

Siden er det blevet til 72 kampe - alle fra start - og syv mål i Hobro-trøjen.

- Vito har været en dygtig spiller for os, siden vi hentede ham transferfrit for to år siden.

- Med de gode præstationer er det naturligt, at han har tiltrukket sig interesse fra andre klubber, uddyber sportschefen.

Vito Hammershøy-Mistrati glæder sig over en god tid i klubben:

- Jeg vil gerne takke alle i og omkring Hobro IK for to fantastiske år.

- Hobro IK er en unik klub, og for mig har det været en stor oplevelse at være en del af klubben, kvitterer han.

- Spillertruppen skal have en ekstra stor tak, for de har en stor andel i, at det er lykkedes mig at præstere, som jeg har gjort.

- Jeg har fået venner for livet gennem min tid i Hobro IK, fremhæver Vito Hammershøy-Mistrati, der jo scorede på udebane i begge Hobros vitale playoff opgør mod Vejle og Viborg.

- Vito har været en fremragende spiller for os, fastslår sportschef Jens Hammer Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...