Mikkel Hansen (t.v.) blev ved høstfesten i Asferg udnævnt som Årets Asfergborger 2019. Han ses sammen med Henning Dines Petersen fra Sparekassen Kronjylland i Spentrup

ASFERG: Årets Asferg-borger 2019 hedder Mikkel Hansen. Det blev offentliggjort til høstfesten i Asferg forleden.

Hallen var stuvende fuld i Asferg. Hele 147 lokale borgere havde, som kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland i Spentrup, Henning Dines Petersen, bemærkede i sin tale: Valgt at lade nullermænd og vasketøj ligge hjemme for at vælge fællesskabet til.

Og ikke nok med det. De var også med til at hylde noget så vigtigt som frivilligheden. Henning havde nemlig fået ordet, fordi Sparekassen Kronjylland sammen med borgerne i Asferg for 9. gang kårede Årets Asfergborger.

- Årets Asferg-borger er sådan en, der gør en forskel for Asferg og alle, der bor, færdes og lever her i landsbyen. I år er modtageren af titlen en rigtig ”slæber”. Sådan en, der hjælper til, uanset hvor han er. Og han er mange steder. Faktisk er han med sine 35 år den yngste modtager af prisen som Årets Asferg-borger nogensinde. Udover at han gør en forskel for landsbyen og borgerne, er han derfor et rigtig godt forbillede for vores yngre generationer, lød det, lige inden Henning Dines Petersen kunne indfri spændingen og afsløre, at Mikkel Hansen var modtager af prisen og landsbyens hæder.

Mikkel Hansen var nomineret til prisen for altid at give et nap med i Asferg og for sin store hjælp i Borgerforeningen, Havetraktorforeningen og mange andre steder. Han blev mødt af store klapsalver.

Mikkel skal som Årets Asfergborger nu tage stilling til hvilket formål i lokalområdet, han ønsker, at prisens 5.000 kroner fra Sparekassen Kronjylland skal gå til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...