Mikkel Graversen har åbnet en fysioterapi-klinik på Gasværksvej i Hobro

HOBRO: Mikkel Graversen har åbnet Fortis Fysio på Gasværksvej 13 i Hobro. Her er der blandt andet fokus på længerevarende fysioterapeut-forløb for sportsudøvere.

Mikkel har selv været aktiv spiller og træner i håndbold. Her oplevede han, både på egen krop og hos andre spillere, at skader og skavanker fyldte rigtigt meget i dagligdagen. Et område, der vakte hans interesse og inspirerede ham til at tage uddannelsen til fysioterapeut. Den uddannelse sluttede han i starten af året, hvorefter han valgte at slå sig ned med Fortis Fysio i Hobro.

- Fortis er latin og betyder stærk. Fysio betyder krop. Så Fortis Fysio betyder ”stærk krop”, som var et oplagt navn, fortæller Mikkel, der har lejet sig ind i et lokale ved Newton Fitness på Gasværksvej i Hobro.

- Det er nogle unikke lokaler med et særligt industri-look, sådan lidt råt. Det synes jeg, giver en god stemning og passer perfekt til min klinik. Generelt syntes jeg, at Hobro manglede en fysioterapeut, der kan tilbyde, det jeg gør. Jeg har megen fokus på sportsudøvere, hvor jeg vil have ekstra god tid til den enkelte, og gerne lave nogle længerevarende individuelle forløb.

- Jeg kan hjælpe med mange ting, men har primært fokus på skulder og nakke. Jeg kan eksempelvis også hjælpe en håndboldspiller med at blive bedre til at kaste, og øge styrken i kastet. Det gør jeg ved, at kigge på, hvordan han eller hun kaster i dag, og efterfølgende arbejde med at forbedre og optimere kastet, fortæller Mikkel.

Fortis Fysio udmærker sig også ved, at have specielle åbningstider, nemlig helt til klokken 20.00 mandag til torsdag, og til klokken 18.00 om fredagen. Ja, selv om lørdagen kan der laves aftaler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...