16 nye skraldespande ser ud til at have haft effekt
Også i 2020 udviklede affaldsindsamlingen i Valsgaard sig til et mindre tilløbsstykke.
Cirka 30 af byens borgere mødte op i anlægget ved bækken for at bruge nogle timer på at samle affald i naturen i det dejlige solskinsvejr.
- Vi er glade for, at så mange borgere gang på gang møder op og deltager i dette oprydningsarbejde i naturen, erklærer formanden for borgerforeningen, Henning Jochumsen, som i øvrigt også glæder sig over opbakningen fra kommunen, Danmarks Naturfredningsforening og ikke mindst den lokale Spar Købmand, der i dagens anledning gav rundstykker og pølser.
Derudover hæfter Henning Jochumsen sig ved, at affaldsmængden i området er faldet til næsten det halve i år.
En nærliggende tanke kunne være, at det bl. a. skyldes de 16 nye skraldspande, der er sat op i Valsgaard i løbet af året.