Uheldet skete nær Øster Doense

ØSTER DOENSE: Det gav stor skade på en bil, at en modkørende bilist talte i mobiltelefon.

Klokken var godt 15.30, da mobilsnakkeren tilsyneladende var så optaget af sin samtale, at han ikke bemærkede, at han var kørt en del over i den modsatte vejbane.

Uopmærksomheden foregik på Smedehøjvej nær Øster Doense, halvvejs mellem Hobro og Arden. Manøvren tvang en anden bilist til at køre af vejen og derved i sidste ende ind i et træ.

Den forulykkede bilist kom ikke noget særligt til, men det gjorde hans køretøj. Han beskriver den tankeløse modkørende som en yngre mand i en mindre rød bil.

Den røde bil standsede ikke efter ulykken. Meget muligt opdagede den yngre mand ikke den skade, han havde forvoldt på grund af sin samtale.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...