Børn fra 5. klasse på Bymarkskolen udviklede helt deres egne pizzaer med grøntsager som porrer og pastinak

HOBRO: Parkeringspladsen foran Super Brugsen i Hobro summede af børneliv, da Go Cooks mobile køkken rykkede ind for at inspirere byens familier til at få mere grønt i hverdagen.

Børn fra 5. klasse på Bymarkskolen udviklede helt deres egne pizzaer med grøntsager som porrer og pastinak.

Dermed udfordres den klassiske pizza med pølser og peperoni til gavn for både sundheden og klimaet.

Bedre til mad end far og mor

- I Super Brugsen vil vi gerne være med til at uddanne den første generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre, fortæller Jesper Vinther fra Super Brugsen i Hobro, som har sørget for, at Go Cook kom til byen.

Det sker under en devise om, at grøntsager ikke må være en sur pligt.

I Go Cooks rullende køkken lærer børn at lave mad.

Det giver samtidig startskuddet til at spise flere grøntager.

- Børnene får mod på at smage på nye grøntsager, når de selv hakker og snitter dem.

- De spiser ikke grøntsager bare fordi det er oppe i tiden.

- Børn vil have, at de skal smage af noget. Og det kræver lidt mere, end når man bare steger noget kød.

- Derfor er det vigtigt, at børnene lærer at lave mad, pointerer projektchef Bente Svane Nielsen.

Og der er brug for at lokke børnene ud i køkkenet.

Undersøgelser hos Coop har vist, at kun syv procent af børnene tilbereder med i køkkenet derhjemme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...