En forestilling spækket med sange, og som du kan se i den nyrenoverede Hobro Teatersal torsdag 26. september

HOBRO: Efter udlæg med forestillingerne Fucking Åmål og Danner melder Teaterkredsen Mariagerfjord sig på banen med Bertolt Brechts humoristiske Svejk i Anden Verdenskrig.

En forestilling spækket med sange, og som du kan se i den nyrenoverede Hobro Teatersal torsdag 26. september.

Krigen raser, og i øst kæmper russerne en indædt kamp for at stoppe den tyske offensiv, mens de allierede tropper forsøger at finde fodfæste i vest.

Midt i kaosset møder vi opportunisten Svejk, der bor i Prag under den tyske besættelse.

Ikke som de andre

Svejk er ikke som alle andre.

Han lever af at fange hunde, som han sælger videre til byens prominente fruer, og så har han et ganske særligt talent for at havne i de mest tilspidsede situationer.

Myndighederne betragter slet og ret manden som en idiot.

Mon dog.

Teatret Møllen skænker Svejk en øl og ser ham i øjnene: er Svejk naiv?

Eller er han en diskret oprører, der med et glimt i øjet adlyder reglementets bogstav, men ikke nødvendigvis dets ånd?

Spisning og optakt

Svejks vandring gennem krigens bagland giver dig svaret 26. september klokken 19.30.

Du kan supplere oplevelsen med med spisning i Hobro Teaterrestaurant, hvor der i aftenens anledning bydes på en teaterbuffet.

Og ligeledes før forestillingen giver lektor Ole Bent Larsen klokken 19 en introduktion til den tyske, kontroversielle dramatiker (1898-1956) Bertolt Brecht.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...