Hobro Musikforening disker blandt andet op med kendte ensembler som ”Conterto Copenhagen”

HOBRO: Hobro Musikforening udsender i begyndelsen af august sæsonfolderen for 2019/20 med tilbud om ikke færre end 10 spændende klassiske koncerter, der denne gang alle finder sted på Mariagerfjord Gymnasium.

Blandt de optrædende ensembler er ”Den Danske Strygekvartet”, som mest spiller i udlandet, den prisbelønnere klavertrio ”Vitruvi”, cellisten Andreas Brantelid, der tidligere har gæstet Musikforeningen fire-fem gange, og kendte ensembler som ”Concerto Copenhagen” og ”MidtVest”.

Hobro Musikforening samarbejder desuden med Teaterkredsen Mariagerfjord om operaen La Traviata med ”Guidopera”.

Og den traditionelle nytårskoncert med Aalborg Symfoniorkester er også i denne omgang at finde i programmet - med Søren Dahl som konferencier og tenoren Peter Lodahl og sopranen Elisa Caluwaerts som sangsolister.

Nytårskoncerten er de foregående år blevet afviklet i Hobro Idrætscenter, men er denne gang bevidst henlagt til gymnasiet.

- Det betyder ganske vist, at pladsen bliver lidt trang. Til gengæld er oplevelsen så meget desto større, når publikum sidder tæt på orkester og kunstnere, fremhæver Bjarne Martin, Hobro Musikforening.

Man tegner sig som medlem af Hobro Musikforening ved indgangen til koncerterne. Kontingentet giver fri adgang til alle 10 koncerter - og desuden til mange af koncerterne i nabomusikforeningerne.

Den første koncert i den nye sæson finder sted lørdag 14. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...