Tværfagligt dialogmøde med fokus på at samarbejde skal være med til at sikre en fortsat vækst i Rebild Kommune

REBILD: Det traditionelle årlige dialogmøde har netop været arrangeret på Rold Storkro med deltagelse af mellem Det Lokale arbejdsmarkedsråd, arbejdsmarkedsudvalget, ledere fra kommunens arbejdsmarkedsområde, erhvervsudviklingsrådet og repræsentanter fra lokale virksomheder.

Overskriften for dialogmødet var fælles dialog om, hvordan samarbejde skal sikre en fortsat vækst i kommunen.

Det gav anledning til en ivrig debat, som gav konkrete og kreative indspark til, hvordan alle gode kræfter kan samles og gøre en forskel.

Fra alle sider i salen blev der efterspurgt mere samarbejde omkring at give børn, unge og forældre indsigt i alle de attraktive job og muligheder der findes i Rebild Kommune.

Debatten afspejlede behovet for at flere unge får interesse for at vælge en erhvervsuddannelse.

Input fra flere virksomheder

De deltagende virksomheder bød ind med flere nye og spændende tiltag, der kan være med til at støtte de unges valg, herunder et intensiveret samarbejde med kommunens skoler helt ned i mellemtrinene.

Direktør Henrik Hagens fra Hagens Fjedre udtalte, at han ser flere muligheder for at komme tættere på de unge:

- Et eksempel på noget der virker i virkeligheden er virksomheder der adopterer klasser i folkeskolen og vi skal også se på de nye muligheder i forbindelse med at der er indført praksisfag i folkeskolen, påpegede han.

Produktionschef Palle Birk fra Liftup, som arbejder med vældfærdsteknologi, kom på dialogmødet med et oplæg omkring rekruttering af arbejdskraft, som åbnede op for debatten omkring, hvordan man sammen kan sikre den arbejdskraft der er behov for.

Produktionschefen gav konkrete eksempler på, hvordan Liftup samarbejder med Jobcenter Rebild omkring EGU elever, ansættelse af borgere i fleksjob og at stille virksomheden til rådighed for forskellige praktikker.

- Vi havde en ung medarbejder, der var i et EGU forløb her på virksomheden og som efter endt forløb var klar til en erhvervsfaglig uddannelse som industrioperatør. Vi havde ikke alle forudsætninger for kunne tilbyde ham et uddannelsesforløb som industrioperatør. Men ved at gå sammen andre virksomheder i byen, i dette tilfælde Hagens Fjedre, blev det muligt at tilbyde den unge et uddannelsesforløb, forklarede han.

Samarbejde afgørende faktor

Palle Birk understregede ligeledes, at der i samarbejdet med Jobcentret oftest er tale om en win-win situation.

Forudsætningen for det gode samarbejde er en løbende og tæt dialog omkring de konkrete samarbejder mellem jobcentret og de lokale virksomheder. Der blev derfor på dialogmødet givet håndslag på at styrke kontakten.

Formand for arbejdsmarkedsudvalget i Rebild Kommune Allan Busk konkluderede på baggrund af debatten under dialogmødet, at der er et stort potentiale i at virksomheder, de faglige organisationer, andre interesseorganisationer og kommunen samarbejder på nye måder.

- Vi har i dag fået udvekslet og udviklet flere idéer og initiativer, der kan styrke samarbejdet og dermed være med til at styrke den fortsatte kommunale vækst. Nu skal vi sætte handling bag ordene, understregede han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...