Både Rosengårdcentret i Oue og Gasmuseet i Hobro tilbyder tirsdag 9. april gratis foredrag - transmitteret fra Aarhus Universitet

OUE/HOBRO: Når fysikkens stråler helbreder.

Sådan lyder overskriften på et kommende foredrag, som via nettet transmitteres - live streames - til publikum i Gasmuseet i Hobro og Kulturcentret Rosengårdcentret i Oue.

Det foregår tirsdag 9. april klokken 19.

Sædvanen tro holdes foredraget i et af de sædvanligvis propfyldte Søauditorier ved Aarhus Universitet som led i serien Science & Technology.

Hver tredje dansker får kræft

Herfra forelæser professor i medicinsk fysik Kari Tanderup, der til daglig arbejdet for Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, altså om fysikkens stråler, når de helbreder.

Hør om fysikken bag de stråler, der slår kræftceller ihjel og bidrager til at mange af os nu overlever kræft.

Hør om den store, nye danske accelerator, som fra 2019 tilbyder danske kræftpatienter avanceret og mere skånsom strålebehandling med partikelterapi.

Kræft er en sygdom, hvor unormale celler deler sig uden kontrol.

Hver tredje dansker får kræft, og langt de fleste af os får derfor kræft tæt ind på livet - enten selv som patient eller som nær pårørende.

Marie Curie

Kræft er en alvorlig sygdom, men moderne behandling med kirurgi, stråler og medicin betyder, at seks ud af 10 kræftpatienter overlever kræft i mindst fem år.

Ved tærsklen til det 20. århundrede stod Marie Curie og Wilhelm Röntgen bag de store videnskabelige gennembrud inden for radioaktiv stråling og røntgenstråling.

Mens disse ioniserende stråler er kendt som skadelige for vores helbred, kommer deres opdagelser os til gavn i dag, da de samme stråler kan rettes mod kræftceller og helbrede kræft.

Foredraget er gratis at overvære.

I Oue mødes man traditionelt en times tid i forvejen og spiser den bestilte aftensmad - tilberedt af Tina Levorsen, som driver Oue Køkkenet i det lokale kulturcenter.

Om universet - på engelsk

Hvis du kan håndtere engelsk uden undertekster, får du allerede tirsdag 2. april klokken 19 mulighed for at høre foredraget ”Hunting Exeplanets and Life in the Universe”.

Her dog alene på Gasmuseet.

Professor i astronomi Natalie Batalha fortæller om det amerikanske rumforskningsinstitut NASA.

NASA drosler nu ned for deres Kepler Spacecraft, som har afkastet stor viden om universets utællelige antal stjerner.

Over 2500 planeter har Kepler opdaget.

Og andre 2000 opdagelser afventer endnu at blive bekræftet som en planet.

Foredraget handler også om muligt liv på andre planeter.

Men altså på engelsk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...