Alt personale og materiel af huse 11. august med ikke færre end otte togafgange

Mariager-Handest Veteranjernbane slipper alle hestekræfter løs på den store togdag - søndag 11. august.

Samtlige veteranbanens aktive folk er af huse og på pladserne.

Alt køreklart veteranbanemateriel holder klar og er startet op for at afvikle en stor og udvidet køreplan, der ikke er set længe.

Alt materiel ude at køre

I tidsrummet klokken 9 til 16.15 afgår ikke færre end otte tog fra Mariager station i retning mod Handest

Søndagens fire ordinære damptog fremføres af banens 92 år gamle lokomotiv HV 3.

En kæmpe på 48 ton, der stammer fra de daværende Horsens Vestbaner

Også selskabets flotte røde dieselelektriske lokomotiv - M 5 - stiller op.

Med sin vægt på 39 tons, udgør det en af veteranbanens sværvægtere.

Benjamin og nestor

Lokomotivet, der blev bygget i 1953 hos Frichs i Århus, er med sine 66 år nu officiel folkepensionist.

Dagens øvrige tog køres af banens tre gamle Triangel-motorvogne, også seniorer, bygget i årene 1924, 1937 og 1939.

Deres efterlønsbevis er også for længst deponeret.

Alle banens driftsklare person- og pakvogne kommer på arbejde 11. august.

Banens nestor er en pakvogn fra 1898 også kaldet en Bette Klaus.

Hvorimod Benjamin til gengæld er en personvogn fra 1934.

Slow train coming

Som eneste veteranbane i landet, har veterantogene mulighed for at ”komme forbi hinanden undervejs”,

Det sker i i True, som fastekrydsningsstation.

Her regerer stationsmesteren. Han er ansvarlig for, at dagens mange togkrydsninger afvikles korrekt.

Du kan vælge at købe en billet til en enkelt tur eller til samtlige otte afgange.

- Pak madkurven og kaffen og nyd den undervejs på den 17 kilometer lange strækning i det smukke og afvekslende landskab.

- Her smager det medbragte bare dobbelt så godt, mens naturen farer forbi vinduerne med 30 kilometer timen.

- Du får sjælen med dig, inviterer driftsbestyrer Jan Eriksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...