Mandag 3. juni klokken 14.30 er alle interesserede inviteret til indvielse

HØRBY: Et forsømt område ved Hyldevej i Hørby er forvandlet til et levende og rekreativt fællesområde med en ny legeplads, sti og regnvandsbassiner.

Mandag 3. juni klokken 14.30 er alle interesserede inviteret til indvielse. Biolog Anders Horsten er guide på en naturvandring, og der vil være aktiviteter for både store og små naturelskere.

De mindste kan boltre sig på den nyetablerede legeplads med nyt faldeunderlag og redskaber.

Det er Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Vand, der har saneret det bynære område, som i flere år har ligget urørt hen.

- Vi er i fuld gang med at forvandle området til et bynært fællesområde, hvor lokale borgere og foreninger sammen skaber et sted for både aktiviteter og afslapning i naturen.

- Vi samarbejder med de lokale grundejerforeninger, Rosendalskolen, Børnehaven Rosenhaven, Hobro Produktionshøjskole og KFUM spejderne, og inddragelsen af de lokale kræfter flugter fint med vores nye politik for biodiversitet, siger udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen (DF).

De nye regnvandsbassiner skal gerne tiltrække plante- og dyreliv.

- Det bliver et sandt slaraffenland for planter og dyr. Vi lader nemlig træerne ligge, og når de begynder at rådne flytter et væld af insekter og sjældne mosser ind, siger biolog Anders Horsten.

Ved indvielsen får børnene fra Rosendalskolens yngste klasser deres helt eget Hørby-areal, hvor de sår blomsterfrø og i fremtiden kan følge, hvilke insekter der besøger deres blomster.

Imens vil elever fra Hobro Produktionshøjskole lave et bord- og bænkesæt og donere det til fællesområdet. Kommunens VAKS-team fælder træer, så der bliver udsigt ud over Ådalen.

Naturvandringen sluttes af med kaffe og kage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...