Elin Clemmensen, Nysum, udstiller på Gallerigangen på Toftegården i Møldrup

MØLDRUP: Lokalhistorisk Arkiv for Møldrup og omegn har lånt malerier af Elin Clemmensen, Nysum, til ophængning på Gallerigangen på Toftegården, Nygade 2.

Det er væggene ud for arkivet, der dekoreres med forskellige kunstneres værker.

Gallerigangen har lånt billederne i to måneder indtil midt i oktober.

Elin Clemmensen betegner sig som en naturelsker, hvad man tydeligvis ser på hendes billeder.

Hun bor jo også tæt på Rold Skov og Rebild Bakker, der er et af Danmarks skønneste områder.

Man ser ind i hendes billeder, hvor træer, søer, lyngbakker vises frem med nænsom farveholdning.

Pensionist med pensel

Selv om Elin Clemmensen bor tæt på Nysom Banen, er der ingen biler eller mennesker at finde her - kun bækken, der snor sig tæt på bopælen, og som inspirerer.

Motiverne findes på egne foto, internet, aviser og inspiration fra andre kunstnere.

Hun begyndte med at male, da pensionist tilværelsen gav muligheden, men har dog tegnet og malet som barn.

I 11 år har hun malet sammen med andre på et malerhold i Arden ledet af Ruth Gaarden, Støvring.

Mange udstillingssteder har bud efter Elin Clemmensen, der også jævnligt sælger nogle af kunstnerens fine naturbilleder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...