Butik Gitte mener ikke, at man online kan give den samme rådgivning til kunderne. Derfor har man kun en fysisk butik

HOBRO: Selvom man som kvinde måske bruger et af de lidt større numre i tøj end gennemsnittet, behøver man på ingen måde at lade sig begrænse. Hverken hvad angår udvalget, service eller den gode indkøbsoplevelse. Det er Butik Gitte på Jernbanegade i Hobro et godt eksempel på.

Butikken har nemlig specialiseret sig i smart tøj til pluspiger. I størrelser fra 42 til 56.

- Jeg åbnede butikken tilbage i 2003 på bagkant af en stressperiode, der endte med en opsigelse hos min daværende arbejdsgiver. Derfor skulle jeg beslutte, hvad fremtiden skulle byde på rent arbejdsmæssigt.

- Jeg er uddannet indkøbsassistent med elektronik som speciale, men havde i flere år også arrangeret homeparties med salg af tøj på hobbyniveau, og syntes, at det var en sjov branche.

- Så jeg besluttede at åbne min egen tøjbutik, som de første tre år lå i Østergade, inden den i november måned 2006 flyttede til den nuværende adresse her på Jernbanegade, fortæller Gitte Thybo Jensen, der på alle måder er en rigtig fighter.

Inden for de sidste par år har hun også kæmpet med en hjertesygdom og deraf flere operationer. Alligevel er Gitte at finde i butikken – altid iført et stort smil.

Ingen webshop

- Og det har altid været spændende og sjovt, også selvom der skal kæmpes for tingene. Ingenting kommer af sig selv, og du skal arbejde rigtig mange timer, hvilket jeg aldrig har været bange for. Der har bestemt også været udfordringer. Særligt finanskrisen kunne mærkes, og så har det måske heller ikke gjort tingene nemmere for mig, at jeg stædigt holder fast i, at det altid skal være en god, nærværende og personlig oplevelse at købe tøj hos os.

- Det betyder blandt andet, at vi ikke har nogen webshop og derfor slet ikke nogen nethandel. Hos os er det afgørende at yde en nærværende og personlig service, som vi kun kan yde i butikken.

- Vi er blandt andet kendt for at sige vores mening, og det sætter kunderne pris på. Vi skal eksempelvis ikke sige, at kjolen eller bukserne sidder perfekt, hvis det ikke er tilfældet. Det er vigtigt, måske særligt for vores kunder, der jo er pluspiger. Den rådgivning kan vi ikke yde via en webshop, fortæller Gitte Thybo Jensen, der i butikken har ansat Camilla Eriksen som salgsassistent.

Klar til julehandelen

De seneste måneder har Butik Gitte i øvrigt fået en flot makeover med en ny og flot indretning, så butikken står knivskarpt til julehandelen – blandt andet med nye, flotte afdelinger for butikkens to store mærker, Zoey og Zizzi. En julehandel, Gitte glæder sig meget til.

- Julen er altid en hyggelig og travl tid, og jeg kan kun opfordre kunderne til at købe deres julegaver i de lokale butikker her i Hobro. Julehandelen er nemlig meget vigtig for mange butikker, og vil man have en aktiv handelsby også i fremtiden, er det vigtigt at bakke op. Samtidig kender vi også vores kunder, så mændene kan roligt komme ind. Vi kender de fleste størrelser.

- Så også her bør man droppe nethandelen og gå efter den lokale og nærværende service, slutter Gitte Thybo Jensen, der privat bor i Hørby med manden Flemming. Sammen har de tre voksne børn, tre svigerdøtre og tre børnebørn, som hun elsker at bruge tiden sammen med.

Derudover elsker Gitte både at strikke og at feste – og uanset hvad, så er humøret altid i top.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...