Det er vigtigt at få sagt stop som skoleleder, mens jeg stadig er afsindig glad for det, siger 64-årige Niels Lynggaard Pedersen, der går på pension

VALSGÅRD: Man kan aldrig blive helt klar til at gå på pension.

- Men jeg synes, det er vigtigt at få sagt stop, mens jeg stadig er afsindig glad for det, siger Niels Lynggaard Pedersen.

Forleden havde han sidste skoledag som leder af Valsgaard Skole efter 39 års lærerliv.

Og han gør det med god samvittighed:

- Valsgård Skole er en perle at komme og være ny skoleleder på.

- Med et godt hold kan vi lykkes med meget, lyder det fra den afgåede skoleleder, som i al beskedenhed synes, han og personalet har fået skabt en fantastisk samarbejdskultur.

Alle skal føle sig set

- Det er på mange måder en lidt enestående skole.

Her er der rart at være. Der er "et eller andet"! Jeg kan mærke, at pædagoger og lærere vil hinanden, og at de vil os som ledelse.

- Mit mantra er, at ledelse ikke er noget, man kan tage - det bliver man givet, siger Niels Lynggaard Pedersen, der har sparret med viceskoleleder Bente Nørskov.

Hun overtager nu jobbet som skoleleder.

Sloganet for skolevæsenet i Mariagerfjord Kommune - "sammen kan vi mest" - falder fint i tråd med tanker, som Niels Lynggaard Pedersen har gjort sig om skoleledelse i de efterhånden mange år, han har haft vagten.

- Min fornemste opgave er at sikre, at alle føler sig set og hørt.

- Jeg skal skabe de rammer, hvor alle har lyst til at bidrage, præciserer han.

Venlig og afdæmpet facon

Niels Lynggaard taler sjældent med store bogstaver, men er tværtimod kendt for sin venlige og afdæmpede facon.

Ånden på Valsgård Skole anno 2018 ligger milevidt fra den, Niels Lynggaard Pedersen oplevede som nyuddannet lærer i 1979.

Han var blevet ansat som klasselærer for 8. f på en stor byskole i Bryrup, og hurtigt gik det op for ham, at han stod alene.

- Jeg var 26 år, eleverne var 14. Vi var rimelig tæt på hinanden i alder. Der var et par drenge, som voldte mig problemer.

- Jeg gik til en ældre, erfaren kollega. "Dem har jeg ingen problemer med", sagde han - og så lå det i luften, at der ikke var noget at tale om.

I enelærerens tid

Siden kom Niels Lynggaard til en lille skole nær Ribe, hvor han fik smag for at samarbejde med kolleger.

Her planlagde og underviste to lærere sammen børnene. Det var både givende og inspirerende.

Da Niels Lynggaard i 1991 kom til Vebbestrup Skole som leder, mødte han en kultur, hvor lærerne var "ene-praktiserende".

Hvis en lærer havde bøvl med elever, var der tradition for, at han eller hun gik til skolelederen for at få hjælp.

- "Har I talt sammen om det - lærerne på årgangen?" spurgte jeg allerførst.

"Nej, det er derfor, jeg kommer ind til dig", lød svaret. Jeg vil ikke være den, der hænger personale ud, og det er svært at ændre gamle vaner med et fingerknips.

- Det har ligget mig på sinde at skabe gode fællesskaber, hvor vi godt kan snakke om de ting, der er svære.

- Man skal turde blotte sig og være modtagelig for andres kritik, anbefaler Niels Lynggaard Pedersen.

Samlæsning berigede

Han ledede Vebbestrup Skole de sidste 20 år, inden den lukkede.

Fra 2011 til 2014 var han viceskoleleder på Valsgård Skole - derefter leder.

Da økonomien i Vebbestrup tillod timer nok til, at én lærer kunne passe én klasse, lå samarbejde ikke snublende nær.

- Lærerne begyndte for alvor at rykke sammen i bussen, da man tvunget af omstændighederne måtte samlæse årgangene på Vebbestrup Skole.

- Vi var tvunget til at være to lærere til tre klasser.

- Lærerne var nødt til at planlægge og udføre undervisningen sammen.

- Så begyndte samarbejdet at blomstre, og det kom i den grad til at berige, mindes Niels Lynggaard Pedersen.

Højskolefolk i familien

Han er dannet af det stof, som skaber højskolefolk. Forældrene gik på højskole, da de var unge, og en bror er efterskoleforstander.

Niels Lynggaard Pedersen har det bedst, når han kan give sine ansatte frihed til at udfolde deres engagement.

- Vi har lige haft en oplevelsesuge, som var for alle skolens elever.

- De tog rundt og gjorde ting, som de ikke plejer at gøre, og skolen var helt affolket. De små kørte i bus til Hobro og sang på borgmesterkontoret.

"Sikke en uge, den vil vi aldrig glemme", fortæller de mig bagefter.

Niels Lynggaard Pedersen er ud af en søskendeflok på ni og voksede op på en gård, hvor han hjalp til i stalden morgen og eftermiddag.

"Lærer kan du altid blive"

Han blev ikke spurgt, om han havde lyst, men han kunne lide det. Han var en del af et arbejdsfællesskab, og det har præget ham.

"Du skal blive landmand, lærer kan man altid blive", lød det fra en gårdejer i Suldrup, som han tjente hos i fire måneder, efter at have været inde som soldat.

Niels Lynggaard Pedersen fortryder nu ikke, at han gik lærer-vejen.

Nu venter tilværelsen som pensionist.

I syv år har Niels Lynggaard haft noget golfudstyr opmagasineret, som skal støves af og tages i brug.

Han og hustruen bor klos op ad Rold Skov, så den afgående skoleleder ser frem til endnu flere skovture - i løb, i raskt trav eller på cykel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...