To kvinder håber nogen får lyst til at overtage den som en livsstil

RØRBÆK: Senest ved udgangen af juli står det klart, om købmandsbutikken i Rørbæk overlever.

For mange borgere i Rørbæk og omegn kom et opslag på den lokale facebookside for nylig som en kæmpe overraskelse.

Her meddelte de tre ejere af byens købmandsbutik, at de som en konsekvens af, at den daglige leder efter to år stopper, selv har valgt at stoppe og lukke købmandsbutikken ved udgangen af juni.

Blandt de overraskede var Kirsten Smed og Marianne Olesen.

- Beslutningen kom helt bag på os, også fordi regnskabet for det første kvartal i år er positivt.

Ejerne har i deres opslag annonceret, at hvis nogen var interesseret i at føre købmandsbutikken videre, så ville de til gengæld yde særdeles fordelagtige lejevilkår for butikslokalerne de to første år.

Til gengæld var kravet en tidsfrist til mandag 18. juni til at melde sig på banen, forklarer Kirsten Smed.

Alt for kort frist

- Det syntes vi begge er alt for kort en frist, og af samme grund arrangerede vi et møde om købmandsbutikkens aktuelle situation, hvor to af de tre ejere i skikkelse af tømrermester Jesper Lund og pensionist Jenny Wraa deltog sammen med nogle af butikkens frivillige samt andre bekymrede borgere her i Rørbæk, sekunderer Marianne Olesen.

Resultatet af det privat arrangerede møde blev, at fristen for en eventuel ny købmand forlænges til 31. juli.

På samme tid får det lejede butiksinventar inklusiv kasselinjen også lov til at stå urørt, hvis en interesseret ny leder melder sig.

Alt sammen ment som en positiv respons fra de tre ejeres side.

Butik som livsstil

Kirsten Smed var selv en af den håndfuld frivillige, der for knap fire år siden meldte sig på banen for at støtte de dengang nye ejere i fortsat drift af den dengang stærkt lukningstruede købmandsbutik.

- Jeg er ikke længere frivillig, men håber stærkt på, at nogen vil melde sig på banen og sikre den fortsatte drift. - Dagligvarebranchen kæmper mange steder en hård kamp for at overleve - også i Ravnkilde.

- Mit store håb er, at en person får lyst til at drive købmandsbutikken i Rørbæk som en livsstil.

- Til gengæld tror jeg helt sikkert, at frivillige fortsat står klar til at hjælpe i butikken, frister hun.

- Kravet vil nok være en arbejdsuge på omkring 70 timer.

- Det betyder, at efterfølgeren hverken skal være en ældre borger eller forælder i en børnefamilie med mindre børn, formoder Marianne Olesen nøgternt.

Vigtig livsnerve for byen

Hun er selv født og opvokset i Rørbæk, hvor hendes forældre stadig bor.

Kirsten Smed og hendes familie flyttede til byen, da hun gik i 3. klasse.

De synes begge, at Rørbæk er et rigtig dejligt sted at bo, fordi næsten alle kender hinanden, og fordi byens borgere altid er parate til at stå sammen i det lille lokalsamfund.

- For nok omkring 40 år siden blev idrætsforeningens klubhus bygget ved frivillig arbejdskraft - for 14 år siden var det børnehaven Regnbuen - og senest fik vi opført en minihal ved masser af frivillig arbejdskraft.

Sammenhold i Rørbæk

Den frivillige indsats kendetegner også vedligeholdelsen af forsamlingshuset. Så Rørbæk er ikke under afvikling i øjeblikket, men udvikling, tilføjer Kirsten Smed.

Ifølge de to kvinder bor der mange børnefamilier og ældre i Rørbæk.

- Halvdelen af beboerne er nok ældre, og for dem er det efter vores mening rigtig vigtigt, at de fortsat kan handle deres dagligvarer lokalt samt få udleveret nødvendigt medicin.

- Mange er jo ikke fysisk i stand til at tage bussen til Hobro, der i øvrigt har ganske få daglige afgange.

- I modsat fald vil det lægge et stort pres på deres familiemedlemmer med hensyn til vareindkøb i andre byer for dem.

- Derfor udgør købmandsbutikken en meget vigtig livsnerve for byens borgere.

- Den vil vi to gøre en stor indsats for at sikre, erklærer Marianne Olesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...