”Naboens knægt”, 23-årige Kristian B. Larsen, har købt halvparten hos lærermester Verner H. Kristiansen, Snæbum

SNÆBUM: Én kloakdoktor blev til to af slagsen, efter at 23-årige Kristian B. Larsen for nylig købte halvparten i det kendte Hobro-kloakfirma.

For snart 28 år siden etablerede kloakmester Verner H. Kristiansen sig med firmaet Kloakdoktoren.

Og 15 år senere begyndte, nabo-knægten Kristian i skoleferierne at stå og vente på kloakmesteren ved vejen hjemme i Snæbum en halv snes kilometer vest for Hobro.

Dengang 10-årige Kristian følte sig som i himlen, når han kunne følge med Kloakdoktoren rundt på dagens opgaver.

Nu er de så to kloakdoktorer i virksomheden på Sjællandsvej i Hobro.

- Det er nok et glidende generationsskifte, vi har taget hul på, selv om jeg først fylder 54 år i år, formoder Verner H. Kristiansen.

Han føler sig helt tryg ved situationen. Det gør juniormakkeren også.

Overalls og gummistøvler

- Jeg har kørt med Verner rundt på alle mulige opgaver, siden jeg kunne trække i overalls og gummistøvler, beroliger Kloakdoktoren den Yngre.

Og når Kristian B. Larsen ikke roder med skidtet, deler han fritiden mellem jagt, hund og en særdeles forstående og tålmodig kæreste.

Derhjemme i privaten i Snæbum har kæresten endda har affundet sig med at dele hus med to motorcykler inde i stuen og en tredje på terrassen.

Kristian B. Larsen kender sit deltidserhvervede firma indgående, idet han begribeligvis blev udlært hos Verner H. Kristiansen.

Tilmed ligner han mester på adskillige områder.

Da Verner H. Kristiansen i sin tid gik ud af skolen, var det med traktorkørekort og jagttegn som de bedste papirer.

Da Kristian B. Larsen efter 9. klasse forlod Rosendalskolen i Hobro, havde han fået rigeligt af skolegang, selv om hans lærer nok mente, at knægten burde fortsætte i gymnasiet.

I stedet gik Kristian i lære som anlægsstruktør og bestod med ros.

Han fulgte hurtigt op med at tage kloakmestereksamen med 7 i teori og topkarakter 12 i den praktiske del.

- Alt for mange er i dag fokuseret på, at det er vigtigt, at alle unge mennesker kommer i gymnasiet.

- Ikke mindst lærere og forældre.

Kristian er et lysende eksempel på, at der bør rettes langt mere fokus på erhvervsuddannelserne, pointerer Verner H. Kristiansen.

Kloakdoktor siden 1991

Han grundlagde Kloakfirmaet Verner H. Kristiansen i 1991 og etablerede i 2005 sammen med Karl V. Andersen firmaet Karl og Verners Kloakservice ApS.

Det firma havde fokus på slamsugning og spuling. Begge firmaer fungerede under paraplyen Kloakdoktoren.

Karl V. Andersen døde efter kort tids sygdom i 2017, og Verner H. Kristiansen har efterfølgende fusioneret de to firmaer under fællesnavnet Kloakdoktoren.

Altså det firma, han nu ejer ligeligt sammen Kristian B. Larsen.

Firmaet råder i dag over tre lastbiler med slamsugere, en traktormonteret slamsuger og et specialkøretøj til tømning af bundfældningstanke.

Underjordisk tilstandsrapport

På det seneste har den 23-årige, nybagte virksomheds-medejer og mester tilbragt en del arbejdsdage i slamsugerne.

- Vi har meget slamsugerarbejde og bruger også en del energi på at tjekke virksomheders kloaksystemer.

- Desuden ønsker flere og flere i forbindelse med hushandler at få en tv-inspektion af kloaksystemet.

Altså en slags underjordisk tilstandsrapport over de dele af ejendommen, som ellers ikke tjekkes.

- Men måske i virkeligheden den vigtigste del at få overblik over, anfører Verner H. Kristiansen.

Respekt om faget

Efter mere end 25 år som kloakmester mærker han tydeligt, at der i dag står mere respekt om faget end tidligere, hvor mange mest betragtede arbejdet med kloakker som ulækkert.

- Folk anerkender, at vi udfører et vigtigt arbejde, og de er glade og tilfredse, når vi kommer og løser et problem, siger Verner H. Kristiansen.

- Vi sætter en ære i at komme så hurtigt som muligt, og vi tager os altid tid til at løse opgaven ordentligt.

- Det giver et godt renommé, som Kristian og jeg heldigvis er enige om, at vi skal værne om, forsikrer Verner H. Kristiansen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...