Navnet Tang Damekonfektion har takket af, men der sælges fortsat tøj til kvinder i Adelgade 42, hvor ny butik åbnede fredag

HOBRO: Helt fra Hobro Bymidtes premiere i 1989 har Tang Damekonfektion resideret i front af det dengang nyopførte butikscenter - i Adelgade 42.

Med enkelte ejerskifter undervejs, ganske vist - men dog fremdeles som Tang Damekonfektion.

I fredags forsvandt det velkendte butiksnavn helt fra Hobros strøgliv til fordel for Boutique Mary.

Men det indholdsmæssige i de 180 kvadratmeter store og nyindrettede butikslokaler forbliver helt klart til kvindernes gunst med et bredt udvalg af forskellige varemærker.

- Det betyder, at vi eksempelvis sælger jeans fra ét varemærke og jakker fra et andet varemærke. Prismæssigt ligger tøjet i mellemklassen, men vi sælger også både dyre og billige varer, forklarer butikschef Helle Simonsen.

Royalt hint

Skulle butiksnavnet røre ved visse royale følelser, mærker du nok ikke helt forkert.

- Mary er jo et navn, der kan udtales både på den ungdommelige måde (merry) som vores kronprinsesse - og så på den klassiske, voksne måde (maary), bemærker butiksejer Mads Zink.

Og hvis du i Aars eller byer som Grindsted, Give, Odder eller Bramming også mener at være stødt på Boutique Mary, har du set rigtigt.

Nyskabelsen i Adelgade 42 er nemlig 35-årige Mads Zinks 11. udspil under det navn - siden premieren 2016 i Brædstrup

Altså i løbet af bare to år.

- Jo, sagt på jysk er det gået forholdsvis stærkt, medgiver Mads Zink, der driver butikskæden i kompagniskab med to "sleeping partners", der ikke blander sig i driften af Mary Retail ApS at gøre.

Dynamik i handelslivet

- Nogle tøjbutikskæder går efter de store byer. Men vi har fundet en niche ved fortrinsvis at lægge os i mellemstore byer med et godt og fornuftigt handelsliv og gerne 25-30 kilometer til nærmeste større by.

- Så er man tættere på kunderne, og man ser ikke kun nabobutikkerne som konkurrenter, men også kolleger, hvor vi er nødt til at stå sammen for at skabe dynamik i det lokale handelsliv, pointerer Mads Zink.

Det er kun ni måneder siden, han åbnede en Boutique Mary i Himmerlandsgade 86 i Aars.

Bygningen her med 112 år på bagen forbinder mange i det vesthimmerlandske stadig med Aars Varehus, men veninderne Anette Lysdahl og Helle Simonsen overtog i 2006 forretningen og drev siden dametøjsbutik under navnet Lysdahl & Simonsen.

Erfaren butikschef

- Men vi valgte at lukke, da sommerferien sluttede i fjor.

- De senere år havde vi stået på hovedet for at få tingene til at lykkes og arbejdet hårdt begge to for at få det til at lykkes. Men uden en kæde bag sig med mulighed for at flytte varer rundt mellem butikkerne er det som at cykle op ad bakke hele tiden, erkender Helle Simonsen.

Mads Zink ville gerne gøre brug af 52-årige Helle Simonsens brancheerfaring, der også omfatter 11 år hos Mr. Kæden, inden hun i 1993 slog sig ned som dagplejer.

Fra Aars til Hobro

Hun blev ansat i Boutique Mary i hjembyen, men da Hobro dukkede op som næste Mary-station, fik Helle Simonsen lyst til at prøve kræfter med en for hende ukendt by - nu som butikschef.

- Jeg har altid boet og handlet i Aars og kender ikke Hobro. Byen ser spændende ud med mange mennesker i gågaden, så jeg glæder mig til at prøve noget nyt, forsikrer hun.

- Forbrugerne flytter sig aldersmæssigt rigtig hurtigt i disse år. Kvinder på 40-50-60 år klæder sig stadigt yngre.

- Derfor er man som butik nødt til at signalere, at man er med på tendenserne, forklarer Mads Zink op til åbningen i Adelgade.

Fart på

Som 19-årig handelskoleuddannet tog han i 2002 fat på et trainee-forløb i Tyskland hos det danske tøjfirma Red & Green.

Han forblev syd for grænsen i seks år - først som butikschef, siden som koordinator og siden som chef for hele detail-delen hos Red & Green.

Samme funktion havde han efterfølgende hos Signal - og siden BTX Group, landets tredjestørste tøjvirksomhed.

Lige nu handler det om at løbe Boutique Mary i gang i Hobro.

Og fredag 31. august åbner den 12. butik - i Vemb i Vestjylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...