Tommy Dalsgaard erstatter Conni Rod Damborg, som ikke ønskede at fortsætte i OK Plus-butikken i Hobro

HOBRO: Conni Rod Damborg ønsker ikke at fortsætte som forpagter af OK Plus-butikken i Hobro.

Derfor stoppede hun i butikken med udgangen af november.

- Jeg ønsker ikke at være forpagter.

Selvom jeg har sagt mange gange, at jeg gerne ville selv i stedet for at arbejde for andre, så kunne jeg mærke, at det ikke var mig alligevel, begrunder Conni Rod Damborg sit stop.

Det bebetyder, at OK Plus på Randersvej i Hobro får et nyt ansigt bag disken.

Efterfølger begyndt

Tommy Dalsgaard begyndte mandag i denne uge.

Erik Danielsen, der er distriktschef hos OK Plus, har fuld forståelse for forgængerens beslutning.

- Vi har været rigtig glade for at have Conni Rod Damborg med på holdet.

- Vi håbede også, hun ville fortsætte i butikken, men det kunne vi desværre ikke overtale hende til.

- Så vi siger stor tak til Conni for hendes indsats og ønsker hende held og lykke fremover, siger Erik Danielsen.

Styr på koncepterne

Som butikschef de sidste halvandet år har Conni Rod Damborg især arbejdet med at etablere et bredere udvalg af mad på farten og få sat struktur på forskellige koncepter i butikken.

- Det har været rigtig sjovt og spændende at overtage en ny personalegruppe og få strukturen i butikken til at gå op i en højere enhed.

- Jeg havde for eksempel aldrig prøvet at stå med en pakkeshop og spillehal.

- Så personligt har det været en kæmpe sejr at få sat system på det, bemærker Conni Rod Damborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...