KLINIK: Fysio Brun tilbyder blandt andet ”fertilitets-fremmende fysioterapi”

HOBRO: Efter godt fire år som fysioterapeut hos Benefit i Hobro har 33-årige Mathilde Brun Sørensen kastet sig ud som selvstændig.

Hun har på Solsortevej i Hørby åbnet Fysio Brun, der både tilbyder almindelig fysioterapi og en række specialydelser.

Herunder fertilitetsfremmende fysioterapi og forløb til gravide.

Spirende drøm

- Det har altid været en spirende drøm, at kaste mig ud som selvstændig, og nu var tiden inde.

Jeg har brugt den seneste måneds tid på at indrette min klinik i privaten på Solsortevej i Hørby.

- Og jeg er rigtig glad for resultatet, hvor rammerne giver en uformel og afslappet atmosfære, hvor man føle sig godt hjemme, fortæller Mathilde Brun Sørensen.

Ud over traditionelle fysioterapeutbehandlinger tilbyder en række specialydelser i klinikken.

Fertiliteten

- Min mand og jeg har i dag tre dejlige børn, men jeg kæmpede faktisk rigtigt meget med at blive gravid, og når jeg endelig blev det, tabte jeg barnet.

Det prøvede jeg nogle gange. Her hjalp fertilitetsfremmende fysioterapi mig.

- Derfor var det en stor motivation for mig, at tage nogle kurser, så jeg kan hjælpe andre med de behandlinger og forløb, som jeg selv har haft så stor gavn af.

- Jeg kan dog ikke erstatte en fertilitetsbehandling, men jeg kan hjælpe med at gøre kroppen optimalt klar til at blive gravid.

Inkontinens

- Det var lige nøjagtig det, min egen krop havde brug for, fortæller hun, og fortsætter:

- Jeg har også forløb, når man er blevet gravid og efter graviditeten, og derudover har jeg også specialiseret mig i fysioterapi, der hjælper på inkontinens.

- Jeg tilbyder både individuelle- og holdforløb, og jeg glæder mig rigtigt meget til at have ekstra god tid til den enkelte, siger hun.

Ud over behandlinger i klinikken hjemme på Solsortevej i Hørby vil Fysio Brun også tilbyde, at komme ud og holde foredrag og lave særlige forløb.

I støbeskeen ligger i samarbejde med Hobro Apotek et arrangement målrettet både dem, der ønsker at blive gravide og dem, der er blevet det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...