Veterinærsygeplejerske Betina Bach Nielsen er sprunget ud som selvstændig

Veterinærsygeplejerske Betina Bach Nielsen, 34 år, bor på et nedlagt landbrug i udkanten af Nørager sammen med sin mand, Daniel, og parrets tre børn.

I sjov kalder hun selv ejendommen for ”Nørager minizoo”.

- Vi har mange forskellige dyr på gården, alt lige fra heste, katte, høns, kalkuner til papegøjer og hunde, fortæller hun.

Især de hvide schweiziske hyrdehunde fylder meget.

De ”hvide schæfere” har i mange år fulgt Betina og Daniel.

De driver en kennel, hvor de opdrætter og træner schweiziske hyrdehunde og går til udstillinger med dem. Og som seneste skud på stammen har parret netop åbnet en hundesalon.

Inspirationen har Betina Bach Nielsen hentet i den dyreklinik i Støvring, hvor hun har arbejdet som veterinærsygeplejerske siden 2017.

- En af mine kollegaer var specialist i at klippe og trimme kæledyr.

- Det vækkede min interesse, og langsomt begyndte jeg først at øve mig på vores egne dyr. Så blev det familiens og vennernes, og til sidst havde jeg så meget at lave, at der næsten ikke var tid til at tage på mit rigtige arbejde, griner Betina Bach Nielsen.

Hun har altid haft en drøm om at blive selvstændig, og plads er der nok af hjemme på ejendommen i Nørager.

Selve hundesalonen er indrettet i en tidligere container - med hundesalon i den ene ende og foder og godbidder i den anden ende.

Dyrefoder og godbidder er nemlig det lille firmas andet ben.

- Jeg har været så heldig at finde et dansk firma, hvor jeg kan få alle typer foder. F.eks. uden tilsat korn.

- Korn tilføres typisk for at give fyld i foderet og hurtig energi, men problemet opstår, hvis hunden ikke har brug for den ekstra energi. Så kan det i stedet give fedme og urolige dyr.

- Med vores foder kan vi vælge, at fyldet i stedet er baseret på frugter og bær. Det er noget, dyret selv ville vælge, hvis det var fri i naturen. Og min erfaring som veterinærsygeplejerske gør, at jeg kan give den rigtige rådgivning til det individuelle dyrs behov.

- Med det store udvalg af foder kan vi helt sikkert ramme et foder, der dækker behovet, vurderer Betina Bach Nielsen.

Udover foder er der et stort udvalg af godbidder i butikken. Det er rene produkter, og man har mulighed for at lave ”bland selv”, da produkterne ligger stykvis i udstillingen.

Den lokale købmand i Nørager har sponsoreret alle hylder og kurve i butikken, og gemalen Daniel har sørget for, at vask og bord til salonen er tilpasses helt efter Bettinas ønsker.

Derudover er der trukket strøm, internet og vand ud til bygningen, der ligger flot placeret på gårdens store naturgrund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...