Danbolig åbner til september på Randersvej i Hobro i nye lokaler

HOBRO/MARIAGER: Kampen om kundernes gunst på det lokale boligmarked bliver skærpet yderligere, når Danbolig Hobro og Mariager til september slår dørene op i nybyggede lokaler på Randersvej 61.

Bag den nye forretning står Steffen Maagaard Nielsen og Anders Svenningsen.

Lige nu hamres og saves der fortsat i lokalerne på Randersvej, der stille og roligt tager form, alt imens den nye duo er i gang med de sidste forberedelser til at Danbolig indtager området.

- Mod nord har Danbolig i mange år været repræsenteret i Aars, og de seneste år også i Støvring, samt mod syd i Randers, mens der har været et geografisk hul for kæden her i Mariagerfjord-området. Samtidig er det vel godt 15 år siden, at der sidst åbnede en ny mægler i området, så vi vil også bringe lidt fornyelse, fortæller Steffen Maagard Nielsen, der senest har arbejdet hos Danbolig i Aarhus/Tilst, og er initiativtageren bag den nye forretning.

Steffen har tidligere arbejdet i lokalområdet – som ansat hos ejendomsmægler John Frandsen.

Her samarbejdede han med Anders Svenningsen, som han fik overtalt til at blive kompagnon i den nye Danbolig-forretning.

- Jeg har arbejdet med idéen og forretningsplanen det sidste års tid, og er rigtig glad for, at Anders ville være med. Vi er henholdsvis 30 og 35 år, og har samme syn på en masse ting, blandt andet vores tilgang til kunderne, fortæller Steffen Maagaard Nielsen

Han stammer fra Mariager, bor i dag i Skjellerup og har derfor et rigtigt godt kendskab til lokalområdet.

Anders Svenningsen bor i Randers, og har siden 2009 været ansat hos ejendomsmægler John Frandsen – de sidste ni år som ansvarlig for afdelingen i Hobro.

Derfor har han også et indgående kendskab til lokalområdet, og glæder sig nu til at få sin egen forretning.

- Det er altid noget særligt, når det bliver ens eget, og man kan gribe sagerne an på sin egen måde. Det glæder jeg mig meget til, ligesom jeg glæder mig til samarbejdet med både Steffen og Danbolig. Vi bliver en del af stærk kæde med gode stabsfunktioner i ryggen. Men ellers er vi helt selvstændige og kan gøre tingene, som vi mener, er de helt rigtige for kunderne.

- Vores primære områder bliver postnumre Hobro og Mariager, og her varetager ejendomsmæglere årligt mellem 300 og 350 bolighandler, og jeg er helt overbevist om, at vi får vores del af kagen. Med de helt nye lokaler på Randersvej 61 får vi også en supergod beliggenhed med parkering lige ved døren, slutter Anders Svenningsen.

Danbolig Hobro og Mariager åbner formelt i de nye lokaler den 1. september, men duoen kan allerede nu træffes. Fra starten af august forventes de at have de første boliger til salg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...