Kunstetagerne i Hobro åbner lørdag ny udstilling

HOBRO: Lørdag 9. november åbner Kunstetagerne Hobro to nye udstillinger, som begge vises til og med 24. januar 2020.

Udstillingen ”Ansigt til ansigt - portrætkunst i dag” præsenterer fem kunstnere, som på hver deres måde undersøger menneskets ydre og indre.

Udstillerne er billedhuggerne Nanna Drewes Brøndum, Marit Benthe Norheim og Hans Pauli Olsen, maleren Peter Martensen og fotografen Trine Søndergaard.

Alle fem kunstnere insisterer på at finde nye veje for det kunstneriske portræt i en tid, hvor mobiltelefoner har gjort portrættet og ikke mindst selvportrættet til en hverdagsforeteelse.

Billedhuggeren Nanna Drewes Brøndum arbejder figurativt, observerende og detaljeret. Billedhuggeren Hans Pauli Olsen lader sporene efter kunstnerhånden smelte sammen med fortolkningen af den portrætterede. Maleren Peter Martensen baserer sine kollega-/ kunstnerportrætter i helfigur på et sæt dogmer, som giver både ensartethed og variation. Fotografen Trine Søndergaard lægger eksistentielle og konceptuelle lag ind i motiverne, og billedhuggeren Marit Benthe Norheim bruger erindring og symbol som afsæt for sine abstraherede portrætter.

Samtidig vises et udvalg af portrætter fra Hobro Kunstsamling.

Blandt samlingens 42 kunstnere hører Jørgen Boberg, Frithioff Johansen, Hans Henrik Lerfeldt og Kai Lindemann til dem, der oftest beskæftigede sig med portrættet, og nu bliver der lejlighed til at formidle dette særlige hjørne af samlingen.

Udstillingen med tilhørende formidling er støttet af ”Billedhuggeren”, professor Gottfred Eickhoff og hustru, maleren Gerda Eickhoffs Fond, Knud Højgaards Fond, Sparekassen Hobro Fonden og Mariagerfjord Kommune.

Sideløbende med portræt-udstillingen viser Kunstetagerne udstillingen ”Bent Rohde – kalligrafisk lyrik” - en udstilling, der præsenterer alle sider af grafisk designer og kalligraf Bent Rohdes livsværk, hvoraf størstedelen er skabt i tiden før computerens, tekstbehandlingsprogrammernes og layoutprogrammernes fremmarch.

Med eksempler på lærebøger, bogdesign, logoer, monogrammer og kalligraferede særudgivelser sættes der fokus på Bent Rohdes formidling og stadige forfinelse af det skrevne ord igennem mere end 60 år.

Sammen med Bent Rohdes grafiske arbejder vises ”Årets Bedste Bogarbejde 2019”.

Foreningen for Boghaandværk gennemfører hvert år en kåring af Danmarks bedste bogdesign, som efterfølgende formidles gennem en udstilling med tilhørende bog.

Bent Rohde var foreningens formand fra 1993 til 1998.

I forbindelse med åbningen af de to nye udstillinger i Kunstetagerne vil der være velkomst v. Mariagerfjord Kunstforenings formand Birgitte Nissen, tale ved billedhugger Nanna Drewes Brøndum og introduktion til udstillingerne ved Kunstetagernes kunstfaglige medarbejder, Anne Lie Stokbro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...