Håbet er, at andre kunstnere vil være med, så galleriet kan fortsætte

De lokale kunstnere Lisbeth Frandsen og Mai-Britt Olesen har åbnet et pop-up galleri på Adelgade 13 i Hobro, hvor de udstiller egen kunst.

Foreløbig er galleriet åbent i december, men håbet er, at interessen bliver så stor, at galleriet kan fortsætte i det nye år.

Lisbeth og Mai-Britt har kendt hinanden i mange år, hvor de har dyrket deres fælles passion og glæde ved at male. De har også begge undervist i malerkunst og fik sammen idéen til at åbne et galleri i Hobro.

- Vi fik en god aftale med udlejeren af lokalet. En aftale, der i første omgang gælder for december, men håbet er, at det kommer til at gå så godt, at galleriet fortsætter. Gerne sammen med nogle andre kunstnere, der også gerne vil udstille deres kunst. På den måde kan vi også deles om at passe galleriet i åbningstiderne, fortæller Mai-Britt Olesen.

- Vi udstiller hver vores malerier og øvrige kunst, og vi håber, at folk har lyst til at kigge ind og få en god oplevelse. Indimellem vil også stå og male, mens vi er i galleriet, supplerer Lisbeth Frandsen.

Pop-up galleriet slog dørene op 1. december, og har foreløbigt åbent i julemåneden – på hverdage fra klokken 14 til 17.30 og både lørdag og søndag fra klokken 10 til 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...