Lørdag byder Mariager Fjord Orienteringsklub på nytårsløb i skovene ved Mariager

MARIAGER: Traditionen tro arrangerer Mariager Fjord Orienteringsklub et nytårsløb, som i 2020 løbes lørdag 4. januar.

Ruterne er lagt i Mariager Vesterskov og Munkholm-Himmelkol, alle bynære skovområder i Mariager.

Stævneplads bliver på Mariager Skole, fortæller stævneleder Carl Henrik Pedersen fra klubben. Der vil være parkering, mulighed for bad og omklædning samt lidt gratis forplejning efter løbet.

Banelægger fra klubben er Keld Østergaard. Han beretter om udfordrende baner i de bynære skove, hvor der er et veludviklet stinet og en moderat til kraftig kupering.

Således vil de mange løbere få spændende udfordringer på i alt seks forskellige baner:

En let på 3,5 km, en mellemsvær på 4,5 km og hele fire svære baner på distancer mellem 3,5 km. og 8 km.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...