NYSGERRIG: Allan Olsen har snart afviklet 49 udsolgte koncerter i Udkanten

ROUM: Fredag 28. februar 2020 spiller Allan Olsen i Roum Forsamlingshus mellem Møldrup og Hvornum.

Trubaduren har snart færdiggjort sin 49 koncerter lange Olsen på Afveje turné, hvorunder han runder landets mindste og mest oversete flækker for at tage den lokale temperatur.

Samtlige 49 koncerter er henlagt til lokale forsamlingshuse.

- Danmark har mere end 1000 forsamlingshuse, hvoraf mange trives og blomstrer.

- Andre står og falder lidt hen, og det synes jeg er en skam, siger Allan Olsen.

Lokale fortællinger

- Det er fine huse med masser af stemning og lokale fortællinger.

- Dem glæder jeg mig til at få lov at være en del af, fremhæver han.

Og forhåndsinteressen viser, at begejstringen i den grad er gensidig.

De 49 koncerter med i alt 6685 billetter blev sat til salg i maj og er for længst udsolgte.

Det gælder således også fredagens koncert i Roum.

- Selv håber vi at bidrage til at fortælle historien, at vores små landsbysamfund er fulde af liv, sjove tiltag og rummer ildsjæle der kæmper imod onde rygter om Udkantsdanmark, fremhæver Janni Thuesen fra Roum Forsamlingshus.

Blandt udkantsfolk

- Og jeg har altid befundet mig fint iblandt folk fra udkanterne - folk der frivilligt eller ufrivilligt lever lidt under radaren.

- De er de sjoveste at være sammen med.

- Så nu må vi ud og se, hvad de har at fortælle, lød Allan Olsens startmelding i september 2019, hvor Olsen på Afveje satte i bevægelse.

Ideen til den omfattende turné opstod i kølvandet på Allan Olsens to succesfulde erindringsbøger - Tilfældigt Strejfet og Laksetrappen.

Begge bøger har tilhørsforhold og ophav som omdrejningspunkt.

Såvel personligt som professionelt har Olsens liv formet sig som en lang bevægelse mellem randområderne og pulsen i storbyen.

Lige nu går ruten ud i til de helt små samfund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...