Mange mennesker i byen, da sommervarme og aftenåbent i butikkerne endelig gik op i en højere enhed

Der har ikke været mange sommeraftener i år, og på grund af corona har der heller ikke været mange Open By Nights. Men fredag blev de to ting forenet på en skøn og stemningsfuld måde, da butikkerne i Hobro inviterede til Open By Night i aftensolen.

- Det blev en fantastisk aften med en superhyggelig stemning og mange mennesker i gaden, men selvfølgelig fortsat med behørig afstand og øvrige forholdsregler, fortæller Torben Ringe Christensen, citychef i Hobro Handel.

- Det slog mig meget, at folk var så glade og bare nød aftenen og stemningen. Jeg tror virkelig, at mange trængte både til en sommeraften og til en Open By Night i byen. Så det var skønt, at de to ting kunne forenes.

- I samarbejde med Theater Restauranten havde vi arrangeret grillbuffet på Torvet, og det tilbud benyttede godt 140 gæster sig af, og vi måtte faktisk sige nej til omtrent 40 gæster. Vi sørgede også hele tiden for at holde os under 100 gæster på Torvet, fortæller Torben Ringe Christensen.

Ud over den store grillbuffet bød aftenen også på forskellige aktiviteter og indslag fra byens butikker, livemusik i gaden, massevis af glade kunder og livlig handelsaktivitet i butikkerne. På alle måder en rigtig god aften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...