Du har blandt andet mulighed for at se gamle teaktræsmotorvogne fra slutningen af 30’erne

MARIAGER/HANDEST: Vil du opleve ægte jernbanekultur på skinnerne?

Lørdag den 29. juni fremfører Mariager-Handest Veteranjernbane to af veteranbanens gamle teaktræsmotorvogne bygget hos Triangels Fabrikker i Odense i slutningen af 30`erne.

Mellem sig trækker de en lille personvogn fra Thisted-Fjerritslev Jernbane bygget i 1934 hos Vognfabrikken Scandia A/S i Randers.

Til sammen udgør de tre trælakerede køretøjer et harmonisk togsæt, der dokumenterer høj karat af dansk vognbygningskunst og industriel formåen for mere end 80 år siden.

Postyret skyldes at Mariager-Handest Veteranjernbane også i år medarrangør af Kultur på Skinner.

Stå af og tag billeder

Med sin 17 kilometer hører banen mellem Mariager og Handest til en af de længste veteranbaner i Danmark.

Og med materiel fra årene 1898 til 1953 kan banen fremvise et bredt spekter af jernbanemæssig kulturhistorie af høj karat.

På lørdag byder veteranbanen ind med ”fototog”.

Her kan du selve tage nogle skønne billeder af ”tog i landskabet”.

På trinbrætterne Lunddalen, Fjelsted, Brødløs og Glenstrup standser dagens ordinære tog.

Her kan du stå af med dit kamera, hvorefter toget bakker nogle hundrede og kommer tilbage igen, mens fotografer kan få nogle herlige billeder i kassen af ”frembrusende” tog.

På stationerne i True og Vester Tørslev er der mulighed at få billeder af toget ved perron.

Brødløs eller Broløs

Trinbrættet i Brødløs udgør en lille perle.

Historien om Brødløs eller Broløs trinbræt går tilbage til juni måned 1927, hvor en gruppe beboere i Broløs ansøgte om et trinbræt midt mellem stationerne True og V. Tørslev.

Det var imidlertid ikke så lige til, og der skulle gå 10 år, førend togene fra november 1937 begyndte at stoppe ved det nyoprettede trinbræt Broløs.

Lige efter krigen - i 1945 - blev der bevilget 300 kroner til opførelse af et læskur på stedet.

Trinbrættet ligger meget øde, men var nærmeste baneforbindelse for landsbyen af sammen navn knap en kilometer mod vest.

I 1960`erne blev trinbrættet benyttet af skolebørn til og fra Mariager skole.

I privatbanens sidste år havde trinbrættet knapt tre rejsende om dagen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...