Skinnebussen ”Den røde rubin” kører lørdag solnedgangstur i forbindelse med lysregattaen i Mariager

MARIAGER: Lørdag 14. september afvikles den årlige Lysregatta på Mariager Fjord.

Traditionen tro stævner turbåden Svanen ud fra Mariager i følgeskab med et større antal private både, der alle er illumineret, og festligt ser det ud, når flåden står ud af Mariager Havn, der hele eftermiddagen og aftenen summer af aktiviteter.

Igen i år er der mulighed for at komme med på en stemningsfuld solnedgangstur med veteranbanen - i 2019 med skinnebussen ”Den røde Rubin” bygget i 1952.

Fra Mariager station går turen ud langs Færgehagen og op gennem skoven ved Lunddalen med den smukke Mariager Fjord i baggrunden til banens højeste punkt Fjelsted trinbræt, der ligger i 54 meters højde over vandet.

Undervejs kan man i ro og mag opleve solnedgangen fra den 67 år gamle og nyistandsatte, skinnebus. Bussens smukke røde farve står perfekt til det rød-gule skær fra den nedgående sol. Og forhåbentligt kan man også genkalde sig stemningen fra ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide”.

Toget når naturligvis at komme tilbage til Mariager station og til havnen i god tid, så alle kan opleve det farverige og flotte syn, når flåden af oplyste både stævner ud fra den idylliske fjordby.

Og hvorfor ikke supplere en hyggelig – og forhåbentlig lun og tør sensommeraften – med en lille medbragt forfriskning i skinnebussen? Tag kaffen eller anden forfriskning med i toget og nyd den undervejs, medens solens sidste stråler går ned i horisonten mod vest. Det hele vil garanteret smage ”dobbelt så godt”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...