Mariagerfjords største foreningsbaserede motionscenter i Rosendal Idrætsforum holder åbent hus søndag 6. januar fra klokken 9

HØRBY: Mariagerfjords største foreningsbaserede fitnesscenter befinder sig i Rosendal Idrætsforum.

Når centret søndag 6. januar for sjette gang byder det nye år velkomment med åbent hus, sker det i bevidstheden om, at cirka 550 borgere dyrker motion i Hørby Skoleby.

Åbent hus begynder klokken 9 og varer til ud på eftermiddagen.

Her kan du gratis prøve centrets forskellige tilbud og møde nogle af instruktørerne

- Alle vore instruktører er uddannede og certificerede hos DGI og DIF, fortæller formanden for Rosendal Motion, Peter Jepsen.

Rosendal Motion

- Vi ønsker at hjælpe folk, der gerne vil i gang med at træne. Men vi skal jo begynde et sted, og Rosendal Motion er stedet for alle, der har lyst til bevæge sig noget mere.

- Centret byder mange muligheder for lige præcis at ramme dine behov for at træne eller tabe dig lidt i vægt.

- Og alle kan være med, og selv om du ikke er vant til at træne eller dyrke motion.

- Vi har træningstilbud på alle niveauer, forsikrer Peter Jepsen.

Rosendal Motion råder over et bredt sortiment af maskiner.

Som medlem får du lagt et personligt program af instruktører, som også står klar, når medlemmerne har brug for at få opdateret træningsprogrammet.

Andre udøvere foretrækker at slutte sig til centrets holdtræning.

Det favner ligeledes bredt både aldersmæssigt og med hensyn til, om du er nybegynder eller øvet.

Hos de yngste melder mange børn og unge mellem 9 og 15 år sig på ”cross kids” holdene.

- Her får de styr på motorik og koordination i kombination med en sjov og social træningsoplevelse, forklarer Peter Jepsen.

Plads på cirkeltræningshold

Ud på vinteren agter Rosendal Motion at etablere et cirkeltræningshold op for seniorer med særlig vægt på at styrke balancen.

- I øjeblikket dyrker cirka 70 seniorer motion hos, men vi har plads til mange flere.

- Også hos vore seniorer lægger vi stor vægt på det sociale aspekt med plads til en hyggesnak over en kop kaffe, tilføjer formanden for Rosendal Motion.

Yderligere otte til 10 hold byder sig til i centret i Rosendal Idrætsforum.

Herunder diverse former for holdtræning, cirkeltræning, yoga, zumba, puls og styrke, cross gym, strong by zumba.

Og så kan du glæde dig til piloxing, som kombinerer elementer fra både boksetræning og pilates.

Vægttabsforløb

- Samtidig med åbent hus arrangementet på søndag tager centret fat på et vores vægttabsforløb, som vi har tilbudt de sidste fire år.

- Det har tidligere været en stor succes, idet mange efterfølgende har holdt fast i en sundere livsstil, fremhæver Peter Jepsen.

Netop det forløb kickstarter motionscentret i samarbejde med tre lokale foredragsholdere.

Randi Mørk og Annette Jensen vil fortælle om Lene Hanssons kostprincipper, og sidenhen følger fysioterapeut og fitnessinstruktør Ann Hagen Jakobsen.

Hun giver oplæg om træning, kost og andre faktorer, der betyder noget i dine bestræbelser på at tabe dig.

Ann Hagen Jakobsen kan i øvrigt også kalde sig komplementær hormonterapeut & fysioterapeut.

Det kan du i øvrigt læse mere om på hjemmesiden http://www.rosendalmotion.minisite.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...