Mariager Fjord viste sig fra sin mest vandski-venlige side

BRAMSLEV: Bramslev Vandskiklub kunne ikke have drømt om bedre vejr til sin standerhejsning lørdag.

Mariager Fjord viser sig fra sin allermest vandski-venlige side - der er hverken bølger eller vind til at genere de fartglade vandhunde - og så skinner solen tilmed.

- Det var dejligt at komme i gang igen! synes 17-årige Simone Højer Mikkelsen fra Valsgaard, der som en af de første får en tur efter klubbens rappe speedbåd.

Blandingen af leg og fart giver Simone et adrenalinkick. Det er også skønt at mærke den friske luft i ansigtet.

Simone er erfaren vandskiløber. I syv år har hun været aktiv i klubben og mødes med vennerne - Caroline Holst Bøgh, som hun kører tandem med, samt fire-fem andre unge fra Valsgaard og omegn.

Hver fredag fra kl. 16 er der juniortræning, hvor de unge står på vandski, til de ikke orker mere, eller til solen går ned. De hygger også med at grille.

Otte minutter på vandski

En vandskitur kan for eksempel gå ind omkring Ørnedalsbugten ved Hobro og vare otte minutter - så er armene ved at være trætte af at holde i håndtaget.

Formand Morten Holst Bøgh fortæller, at klubben har 80 medlemmer, hvor af de 15 har et speedbådkørekort.

Et medlemskab koster 200 kr. pr. sæson plus 40 kroner pr. tur. Våddragter og redningsveste kan lånes i klubben.

Sidste år anlagde klubben en ny bro ud i fjorden, og det er fra den, starten går.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...