Støtteforeningen til Hobro Sygehus har i sin levetid doneret udstyr for 4,5 millioner kroner

HOBRO: Støtteforeningen til Hobro Sygehus står lige nu midt i en arvesag, hvor man vil få udbetalt helt nøjagtigt 663.357,90 kroner.

Der betales ingen afgift af beløbet.

Arvesagen er ikke atypisk, fremgik det af støtteforeningens generalforsamling forleden:

- Giveren er en person, der ikke har nogen familie, der skal arve.

- Sammenholdt med en god behandling på sygehuset har dette fået vedkommende til at betænke Hobro Sygehus i stedet for, at formuen på et tidspunkt ”forsvinder ud i den blå luft”, berettede formand Tom Soelberg.

Både han og Henning Munk Nielsen blev i øvrigt genvalgt.

Støtteforeningen har også modtaget en gave på 30.000 kroner fra Ambukomiteen i Hobro.

Efter ønske fra sygehuset vil pengene blive brugt til indkøb af to træningscykler, der skal bruges ved genoptræning i fysioterapien.

I årets løb har støtteforeningen givet en stor donation til sygehuset, en scanner til en værdi af knap 200.000 kroner.

Alt i alt har foreningen i sin levetid betænkt sygehuset i Hobro med udstyr for cirka 4,5 millioner kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...